torsdag den 24. marts 2011

8. Kapitel 5 - Colony Odor and Kin Recognition (første session)

When a worker inspects a nestmate she seems to do nothing more than casually sweep her antennae over the other's body. The true intensity of the inspection is revealed, however, when an alien ant enters the nest. An intruder who belongs to a different species is almost always violently attacked. On the other hand, if the new ant is a member of the same species but from a different colony, the hostility falls somewhere along a broad gradient of responses. At one extreme, intruders are accepted but offered less food until they have time to acquire the colony odor. At the other extreme, the residents attack strangers with extreme violence, locking their mandibles on body and appendages while stinging or spraying with formic, citronellal, or some other toxic substance. Intermediate degrees of rejection include avoidance, mutual threatening with open mandibles, and nipping and leg pulling.

Assimilation: At one extreme, intruders are accepted but offered less food until they have time to acquire the colony odor.

Har han stammens odør? Hvad er det for en odør, ikke stammens da? Det er så hjemligt at besøge dig, der dunster af os. Det er forår, overalt denne hvirvlende odør af danskere. Indfødthedens dunst stod ud af vinduerne. På plejehjemmet lugtede der velkendt af fællesskab. Jeg elsker duften af nyfødte, man kommer ligesom i kontakt med noget atavistisk, noget grunddansk. I stammens sved århundreders bondestolthed. Gør hvad du vil, men ingen parfume vil dølge at du er født i Varde. Det er muligt at jeg har kartoffeltyske aner, men generationers danskhed har givet mig denne karakteristiske armhuleflora og -aroma. Klokken er kun 9.13 og jeg hørmer allerede af min bedstefar. I'm all fucked on beer, men jeg er stadig ærkedansk og lugter derefter – inde under øldragten. Dybest set kan man ikke lugte forskel på en højre- og venstreorienteret dansker. Hey, dit spyt lugter som mit! Du får først min hindbærsnitte når du lugter lidt mere af mig. Døde danskere i kister lugter ens. I ferien blev jeg indlagt på et cypriotisk hospital, jeg siger dig, de mennesker stinker jo! Selv når jeg tager mit grønne fuldskæg på kommer ungerne rendende og krammer mig, de kan sniffe sig til at jeg er en af deres voksne. For femten år siden begyndte han at opsamle sine skæl i en krukke; nu har han en ordentlig masse som han drysser ud over sine børn når de skal ud i samfundet, Legoland og lignende steder: han kan altid lugte hvor de putter sig. To ting finder vi på bunden af danskhedsgenkendelsen: et olfaktorisk beredskab og Moders Tunge. Ud af hendes porer emmede denne herlige duft af barndommens søndage, kirkegang i knæhaserne.

Klip fra Jeanette Winterson, Art Objects:

”We have to recognise that language of art, all art, is not our mother-tongue.”

”I have to work for art if I want art to work on me.”

”Admire me is the sub-text of so much of our looking; the demand put on art that it should reflect the reality of the viewer.”

”We hear a lot about the arrogance of the artist but nothing about the arrogance of the audience. The audience, who have not done the work, who have not taken any risks, whose life and livelihood are not bound up at every moment with what they are making, who have given no thought to the medium or the method, will glance up, flick through, chatter over the opening chords, then snap their fingers and walk away like some monstrous Roman tyrant.”

”The solid presence of art demands from us significant effort, an effort anathema to popular culture. Effort of time, effort of money, effort of study, effort of humility, effort of imagination have each been packed by the artist into the art. Is it so unreasonable to expect a percentage of that from us in return?”

”Our unconscious attitude to art is complex. We want it and we don't want it, often simultaneously, and at the same time as a book is working intravenously we are working to immunise ourselves against it.”

Ja, det minder mig om at jeg engang skrev nogle anmeldelser for Litlive ...

”Most of what masquerades as literary criticism is a mixture of sexism and self-importance.”

… og jeg kan ikke få mig selv til at genlæse dem. Hvorfor ikke? På grund af sexisme? Nej. På grund af ”self-importance”? Ja. Dengang eller nu? Hvad mener du? Ja, altså ”self-importance” da du skrev dem eller ”self-importance” nu hvor du altså ikke orker at genlæse dem? Begge dele, tilsyneladende. Ligesom det kræver en særlig beslutsomhed at beholde bowlerhatten på hele dagen, kræver det et argumentativt korset at skrive en anmeldelse. Jeg hader den rettethed genren giver mine ord og sætninger. At jeg vil overbevise mig selv, andre. Der kommer noget leviterende marengs over det. Anmelderen får sin anmeldelse til at lette over det anmeldte. Hvor flot! Kan du ikke lide at gå med korset? Er det ikke en kende sexistisk? Jeg ved det ikke. De bedste bøger er dem jeg ikke kan skrive om uden at gøre vold på dem. Aarhgh, come on, ikke den gamle traver med uudsigeligheden igen! Jeg har ikke sagt noget om uudsigelighed. Nej, netop. Måske kan jeg godt skrive om dem, men ikke sovset ind i al den konkluderen og menen, al den assimilering og nedskrivning til flytbare, forståelige meningsklodser, alle de retoriske forkortninger og aldrig: DENNE BOG VIL SMADRE DIG, jeg hader mig selv når jeg mener noget. Fint nok, det minder mig om noget jeg har læst engang, eller måske minder det mig om noget helt modsat, anyway, jeg hader når jeg skal bestemme mig for at blive mindet om noget, anyway igen, her kommer det. Det er Tone Hødnebø i Skamfulle Pompeii, hun skriver:

"når du i din ensomhet overlater tankene til seg selv, oppfører sjelen seg som en forrykt hest, skriver Montaigne i kapitlet om uvirksomhet, og han bestemmer seg for å skrive ned tankene sine for å få sjelen til å skamme seg over alle de besynderlige og tåpelige fantasimonstre den avstedkommer. Hvis tanken er tradisjon, alt som er tenkt til nå, hvordan gå inn i dette uten å drukne? Jeg tror ikke på noe: jeg puster, men er ikke fri til å gjøre hva jeg vil, til å leve, puste, skrive; der har vi et brudd, et sekunds ventetid, og straks går setningene omveier, følger en tanke noen har tenkt før meg, en gammel mann eller kvinne som har stengt seg inne, å skrekk og gru, jeg må gå inn i det for jeg slipper ikke unna den tanken som forfølger meg: å skrive for å få tanken til å skamme seg"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar