14. Kapitel 7 – Communication (fjerde session)

Visual communication var jeg kommet til. I maj 2011. Næsten to år siden. Jeg har genlånt Hölldobler & Wilson, men skal snart aflevere den tilbage. Om fem dage flytter vi fra den her lejlighed, alle bøger er pakket i kasser. På nær en håndfuld bøger, bl.a. de to af Maurice Maeterlinck fra 1927 og 1931, Termitternes Liv og Myrernes Liv, jeg fik tilsendt for en måneds tid siden. Tilsyneladende har Maeterlinck selv sendt dem til mig. Tak, Maeterlinck.

I indledningen til Myrernes Liv vægrer Maeterlinck sig ved at studere myrerne, det er for uoverskueligt:

”Man kan aldrig overskue sit Emne, man ved ikke, hvor man skal tage fat. Stoffet er altfor rigt, altfor vidtstrakt, det forgrener sig uophørligt, Studiet gaar paa Vildspor og spreder sig i alle Retninger. Der er ikke Mulighed for nogen Enhed, der er intet Centrum. Man skriver ikke en Families eller en Bys Historie, men hundrede forskellige Folkefærds Aarbøger eller rettere Dagbøger.”

kan ikke overskue noget

ved ikke om der skal tages fat

og hvor

alt er ikke-stof og som sådan rigt

vidtstrakt genkendelighed

forgrenet ulyst

ved ikke om det er et vildspor:

at sprede sig i ingen retninger

mulighed og enhed er to -heder

centrum hed min barndoms grill

min families historie kan ses gennem gul lineal

med millimeter mellem centimetrene

en by, forskellige folkefærd

skriver år og dage

ned i bøger

Der er næppe visuel kommunikation mellem myrer. Side 260:

The use of visual signals in ants is at best very minor and in fact not a single example has yet been solidly documented.

Roscoe ”Fatty” Arbuckle gav Buster Keaton debut i filmen The Butcher Boy fra 1917. Roscoes infantilitet i rollerne i filmene fra det år, det brutalt barnagtige i hans vrængen. Det gennemført ufotogene ved hans komik, det overgjorte, kropsligt anmassende. Især hans grimasse når han bliver overrasket. En art vred forundring eller uglad, væmmet smilen. Er dén mimik/grimasse et visuelt signal? I så fald er det ikke så enkelt at afkode 1:1. Man har kæmpestore øjne at se med, men man kan ikke mærke noget i dem bagefter. Arbuckle der filtrerer en drink med sin kam. Arbuckle der serverer suppe ved at klemme den ud af en svamp. Sorte madvarer i stumfilm, den kødkæde han får slynget om halsen på et tidspunkt, det kød han som slagter ugideligt, nærmest hadsk, filer i. Arbuckle med brødet i The Rough House, hans indolens da han udfører en dans med dem (den Chaplin gentog og udbyggede otte år senere i Goldrush). Hvad er det der frastøder mig så meget ved Arbuckle? Visuelle signaler.

Keatons har altså sin første filmrolle som kunde i den butik Arbuckle er slagter i (kaster (det sorte) kød over skulderen og op på en krog). Buster, du skal spille: Manden der vil købe melasse.

her kommer jeg gående med en spand

hov, se, en hel masse koste

lad mig lige se nærmere på dem

her er en

den er let

gode, stride hår, er det børster

man kan rive dem af, den er ikke god alligevel

væk med den

lad mig se en ny

god vægt, ligger godt i hånden, nå

tilbage med den, se, den lander perfekt i tønden

og her er den anden, væk med den,

tilbage på din plads, dårlige kost

hov, hvad er det

me-las-se, melasse, hvad er det

en tønde melasse

det drypper ned på gulvet

jeg kan prøve at træde lidt i det

lad mig smage hvad jeg har under skoen

med en finger

det smager godt

lad mig smage mere

direkte fra hanen

lad mig stikke fingeren op i hanen

og så i munden

lad mig gå hen til den fede ekspedient

jeg har en mønt og en spand

jeg kysser mønten

smider den i spanden

banker spanden ned i disken, den fede bliver forskrækket

jeg vil gerne have noget melasse, tak

den fede går over til tønden med min spand

han fylder den mens jeg ser mænd med hvide skæg spille dam

hov, den brik kan da flyttes, det gør jeg så

manden bliver vred, han vil selv flytte, det er hans brikker

den fede kommer tilbage med min melassespand

slår i bordet med en pind

tak for melassen

nej, siger han, du har jo ikke betalt, bliv her

han river i mig

hvor er pengene

jeg roder i lommen

nå nej, mønten er i spanden

i spanden, den fede himler op

hvordan skal jeg få den op af melassen

ja, det er dit problem, siger jeg

det er dig der driver butik her

han roder efter den med pinden

jeg går væk imens

så kalder han på mig

han har fundet sin mønt

nu kan jeg tage spanden

jeg tager min spand og min hat

men hov, hatten sidder fast på mit hoved

hvorfor gør den det

jeg ville jo løfte lidt på den for at sige farvel

jeg taber spanden, smider jeg spanden

der er melasse på gulvet nu

og hatten er også fuld af melasse

hvordan er den blevet det

den fede kører sin finger langs hatten, den sidder fast på mit hoved

han river og flår i den, men den sidder fast

han stikker fingeren i munden og smager

han stikker fingeren ind i min mund og jeg smager

det er melasse

han river og flår og til sidst ryger den af, hatten

den sad meget godt fast på mit hoved

nu sidder min fod også fast i melassen på gulvet, den jeg tabte

eller smed jeg den

det er ligesom lim det her sorte sorte melasse

nu kommer den fede og vil hive mig fri af melassen

han tager rundt om mit venstre ben og min ryg

og river og flår

han er stærk og fed

min højre fod sidder fast, meget fast

hvad er det for noget med den fod

hvorfor sidder den så fast min højre fod

han klør sig i håret

jeg klør mig i håret

jeg har melasse i håret

han har ikke melasse i håret

hvad skal vi gøre

den fede har en ide, han henter varmt vand fra kakkelovnen

kommer til at hælde lidt ud over den skaldede mands isse på vejen

jeg tror de andre gamle mænd griner af det

nu hælder den fede varmt vand ud over min fod

av, det er varmt, meget varmt

så sparker han mig i maven og jeg ryger gennem butikken

hele vejen ud på gaden, ned ad trappen

dagens tilbud på skiltet er sodavand og is

jeg går uden hat, spand eller melasse

nu kommer jeg tilbage efter de ting

den fede og buddrengen slås nu i mel inde i butikken

og jeg bliver ramt i hovedet og falder

det synes buddrengen er sjovt

han står med mærkeligt spredte ben og griner

jeg tager en kost for at slå ham

men han dukker sig så jeg falder igen

han kyler mere mel i hovedet på mig

jeg tager en lille tønde og kyler den i hovedet på ham

det gør ham lidt svimmel

så jeg kan kaste tærter i hovedet på ham, sorte tærter

men så kommer bestyreren ind og bliver ramt af en melpose

og jeg kommer til at grine

og så smasker han en tærte i fjæset på mig

og løber efter mig med en kost

så jeg gemmer mig bag disken i en fart

og kravler op i reolen og kaster varer efter ham

han slynger om sig med mel

der er en sky i rummet

den fede kyler også med mel nu

efter buddrengen og efter mig

i hver vores hjørne

vi kyler varer tilbage efter dem

så løber de gamle mænd ud

jeg ved ikke hvad det ender med

den fede græder

jeg tror det er fordi kvinden blev sendt væk af bestyreren

nå ja, hun skulle på kostskole

hvor ingen mænd er tilladt

det er kun for kvinder

jeg skal hjælpe buddrengen med at klæde sig ud som kvinde

så kan han komme ind til sin kæreste, kvinden

jeg holder hans briller

så, nu ligner han en kvinde

nu går han ind på kostskolen

jeg fryser mens jeg venter sammen med hunden

endelig

nu kalder han på os

mig og hunden

vi kravler ind gennem vinduet

ikke hunden, hvad gør den

noget andet

vi gemmer os på kvindens værelse

vi vil kidnappe hende

vi holder hende

hun skal med ud

jeg holder hendes ene arm

hun er vild

hun slår

jeg slår

nu kommer den fede

han sparker mig

jeg ryger gennem soveværelset

og ind i det næste rum

hunden er ude på gangen imens

jeg kan ikke gå derud, den angriber

hvorfor er den så vred på alle lige pludselig

jeg løber ind i det næste rum

her står en kvinde med en pistol

og skyder efter mig

jeg falder

er ikke ramt

hænderne op, hænderne op

jeg tager hænderne op

nu kommer der en mand mere ind ad døren

kvinden skyder igen

rammer ikke

hænderne op

han tager hænderne op

hun taler med politiet i telefonen

vifter med pistolen, skyder igen

det er fordi buddrengen er kommet ind i kjole

men uden paryk

Alarm communication.

A single drop of water in the nest entrance of P. cephalica is often enough to cause alarm-recruitment and the full retreat of the colony away from that part of the nest.

25/3 2013, kl. 20.44. To sider med en liste over den kemiske sammensætning af forskellige myrearters alarmferomoner. Og nu et kort afsnit med titlen Propaganda.

Workers of the slave-making ant Formica subintegra possess an enormously enlarged Dufour's gland loaded with approximately 700 micrograms of a mixture of decyl, dodecyl, and tetradecyl acetates. The substances are sprayed at defending colonies of other species of Formica during slave raids. They attract the F. subintegra workers, but alarm and disperse the defenders. Hence they act at least in part as ”propaganda substances”.

Det minder mig om noget.

Unleash the power of Liquid Trust and instantly build relationships that were never possible before! It happens in just 3 simple steps:

1. Apply Liquid Trust to yourself in the morning while getting dressed, before important meetings during the day or in the evening before going out to socialize.

2. Everyone you encounter will immediately and unconsciously detect the pure human Oxytocin in Liquid Trust that you are wearing.

3. Without realizing why, the people around you have a strong feeling of trust. They can’t explain it, but you know that Liquid Trust is doing its magic! 

Arbuckle blev i øvrigt anklaget for at have voldtaget en kvinde med en flaske, hun døde kort tid efter. Han blev blacklistet i Hollywood i 11 år. På trods af at han blev frikendt. Man havde åbenbart nemt ved at forestille sig denne ulækre, infantile og gestisk usympatiske mand som voldsmand.

I morgen afleverer jeg H&W igen, jeg nåede til Recruitment-afsnittet, side 265. Kl. er 20.59, månen er fuld over Patienthotel Thorshavn overfor. På ét værelse er der lys, skærende hvidt lys over tre-fire hvide håndklæder. Ovenpå dem ligger noget blåt, måske en tube.

13. Kapitel 7 - Communication (tredje session)

Myrernes signalevolution er blandt andet sket gennem ritualisering, skriver H&W her den 7/5 2011, kl. 17.09. Jeg har ikke haft tid til at læse i myrebogen længe. Nu er det lørdag og jeg har igen tid. Herman Bang havde den vane for det meste kun at datere sine breve (til Fritz fx) med ugedagene:

Søndag.

Min kære Fritz,

Jeg er atter hjemme.

Herman B.

Caste and colony differences in communication er jeg nået til.

A large part of the ant social organization is based on differences among the various castes and subcastes in patterns of communication.

Myrerne har ikke et decideret antennesprog, fremgår det.

We now understand that a great deal of such antennation serves to receive information rather than to send it. Ants antennate the bodies of nestmates in order to smell them, not to inform them. […] The best-documented mode of tactile communication is in stomodeal (i.e., oral) trophallaxis, the exchange of liquid food from the crop of one ant to the alimentary tract of another. […] [Hölldobler] was able experimentally to induce Myrmica and Formica workers to regurgitate by touching parts og their bodies with the tip of a human hair and to augment the result with close observations of natural regurgitations.

In an important additional experiment, Bonavita-Cougourdan used radioactive gold to monitor the flow of liquid food between Camponotus pairs while recording the antennal postures of the donor.

What then is the meaning of the elaborateness of antennal play? The paradox of complexity's exceeding function is not unique to ants. Some other kinds of animal communication, for example the alternative courtship and territorial displays of many bird species, also appear to invest little individual meaning in the particular signals that are switched back and forth. We suggest that the chief role of variety in such signalling is dishabituation. Animals tend to habituate when they receive the stimulus repeatedly; that is, their response threshold rises and the contact is thus more likely to be broken off. By constantly changing he parts of the head stroked, both the donor and the recipient are more likely to sustain the trophallactic exchange.

Vi foreslår at variationens primære rolle er at af-vanedanne. Læsere har en tendens til at danne vaner når de modtager de samme stimuli igen og igen, eller med andre ord, deres responstærskel hæves og der opstår forhøjet risiko for at kontakten afbrydes. Ved konstant at ændre hvilke dele af hovedet der stryges, forhøjes sandsynligheden for at såvel donor som modtager vil fastholde den trofæagtige udveksling der pågår: at læse.

Den 21/2 1995 besøgte Nils Gunder Hansen og Frederik Stjernfelt den dengang 99-årige Ernst Jünger i Wilflingen. Han var i haven for at hugge brænde, men gik med til et lille halvtimes interview, som blev bragt i Kritik 114. Følgende ordveksling kommer hen mod slutningen af samtalen:

- Hvordan er Deres forhold til Borges?

- Han besøgte mig for en ti år siden her i Wilflingen, og var desværre allerede noget syg og svækket på det tidspunkt. Han fortalte, at han havde læst min krigsdagbog som 17-årig. Den var blevet oversat til spansk af en argentinsk underofficer, og Borges faldt tilfældigvis over bogen – og han sagde, at læsningen af den for ham var en eksplosion, der igangsatte hele hans værk … Vi talte i øvrigt meget om myrer den dag.

I tredje bind af alderdomsdagbøgerne, Siebzig verweht, beskrives mødet med Borges sådan her:

Wilflingen, 27. oktober 1982


Vi havde den glæde og ære at være værter for Jorge Luis Borges her – møder med digtere er blevet næsten lige så sjældne som med et næsten uddødt eller ligefrem mytisk dyr, enhjørningen for eksempel.
Borges har været næsten totalt blind i årevis; han blev ledsaget af en ung mand, som Udenrigsministeriet havde attacheret ham og af sin sygeplejerske. De få timer her i huset lod os forstå at hun ikke bare er en uvurderlig hjælp for den blinde, men ligefrem er blevet hans andet jeg. Hun løftede glasset til hans mund, når han ville drikke, gav ham kage før han bad om det, og virkede i enhver henseende som et organ der tilhørte ham.
Samtalen mellem vi fem, der sad i biblioteket, var polyglot; tyske, spanske, franske og engelske sætninger krydsede hinanden. Borges reciterede Angelus Silesius på tysk og også oldengelsk vers; det gjorde hans sprog tydeligere, som om han gik tilbage til sin ungdom. Jeg fortrød at jeg ikke havde lært spansk for at kunne læse Cervantes og Quevedo i originalversion – og selvfølgelig også Borges.
Samtale om Schopenhauer, som vi begge skylder meget fra en tidlig tid, dernæst om Kafka, Don Quijote, Tusind og En Nat, Walt Whitman, Flaubert. Whitmans ”Græsstrå” viser demokratiets styrke – Flauberts ”Bouvard et Pécuchet” dets infami.
Derefter om Huxley – jeg sagde at verdensånden havde løst den politiske orden bedre hos insekterne end vi. Til det sagde Borges: ”Måske nok med hensyn til staten, men den enkelte myre er intet værd.”
Der er dog, kunne man indvende, sørget for alt. De har bolig, næring og arbejde nok, og også en lang vintersøvn. De fleste er udelukket fra kønslivet, hvilket måske ligefrem er en lettelse. Men også fra kærligheden? Da jeg stod i middagssolen foran en af deres tuer og holdt hånden over dem, som drak mens de boltrede sig og svingede med følehornene, syntes jeg at jeg kunne mærke at de var lykkelige. Det burde man undersøge; vi blev enige om at zoologerne næppe er i stand til dette.
Borges har fulgt min udvikling i tres år. Som den første af mine bøger læste han ”Bajo la Tormenta de Acero”, som blev oversat på foranledning af den argentinske hær. ”Det var en vulkansk eruption for mig."

syntes jeg at jeg kunne mærke at de var lykkelige

Året før, i begyndelsen af januar, deltager Jünger, som altid, ved de sydvesttyske entomologers årlige konference. På vejen dertil i bil, skriver han i dagbogen, faldt radiosignalet ud når de kørte under broer og elledninger. Vi bevæger os gennem et fletværk af strålinger, men sanser det ellers normalt ikke. Det påvirker os sikkert, skriver han: ”Men vi mangler et særligt organ for elektriske påvirkninger, ligesom vi har fået til lyset og lyden. Naturen har givet afkald på denne som formodentlig på andre muligheder også – for eksempel en umiddelbar sansning af radioaktiv stråling. At elektriciteten kunne integreres i den organiske husholdning, kan anes i skabninger som rokken og den elektriske ål.” Hvis vi havde dette organ ville en stor del af medieverdenen være overflødig, fantaserer Jünger, og fortsætter ”man kunne tænke sig en kollektiv hjerne, altså en helt anden verden.”

Borges og Jünger talte altså om myrer i forlængelse af Huxley. Jeg går ud fra at de talte om Aldous Huxley og Brave New World, men de kan naturligvis også sagtens have talt om broren, zoologen Julian Huxley, som udgav en bog om myrer i 1932. H&W nævner ham ét sted i The Ants. Han delte tydeligvis interesser med lillebror Aldous. Skrev bl.a. en bog med titlen: Soviet genetics and world science, Lysenko and the meaning of heredity. Og: The elements of experimental embryology. Og, interessant titel, den må jeg have fat i: The Individual in the Animal Kingdom.

Men indtil videre er det Aldous jeg læser.

"'And that', put in the Director sententiously, 'that is the secret of happiness and virtue - liking what you've got to do. All conditioning aims at that: making people like their unescapable social destiny.'"

12. Kapitel 7 - Communication (anden session)

Afsnittet jeg er nået til hedder: Signal economy and ”syntax”

Men jeg når kun at læse:

For two reasons ants can be intuitively expected to practice economy in the evolution of their communication systems...

I 1999 var Forfatterskolen i San Francisco, hvor vi mødte forskellige forfattere, bl.a. Lyn Hejinian i konferencerummet i stueetagen på vores hotel. Rødkindet og smuk og klog. Michael Palmer mødte vi i et meget aflangt lokale i en bygning på havnen for enden af Market Street. Det var Kaospiloternes lokaler, de havde deres første ”outpost” der. Indledningsvist holdt Lederkaospiloten, måske Uffe Elbæk, et foredrag som jeg tog notater til:

Notater fra et andet foredrag

Røber jeg for meget ved at sige: hardcore-altmuligt? Indsigter der rører sig puslespillende sammen i verdensblenderen. Der er så få vigtige råd: vær aggressiv som dem med næb og klør derude hvor den egentlige intuition drypper ned i skødet. Den egentlige intuition er ikke human. Dét var ét råd. Skrab så mange synapser sammen som muligt. Drop frygten for at blive skabelon-sindssyg. High gravity beer er altid en god ting at slå sig på. Tage sig af de konservative skal man aldrig, de kører på hvis nu-benzin. Supermarkeder producerer religion. De nye tanker jeg har ligner ved første øjekast det klassiske, but look closer. 13% af sidste år gik med at vi var i kanon vildrede. Undersøg 300.000 mennesker og hav svar på rede hånd. Den feeling er god at gå i byen med, cool hunting. Dog ikke hvis man er over 25, så opdager man aldrig den næste bølge. Systematiske behov bør opdyrkes ved hjælp af wow-motorer. Indsigten er enkel og bygger på kapital-nødvendigheden af den æstetiske variation af ja-ja'erne. El-bilen er identificeret som trussel 7, hvem ellert, nej undskyld, jeg ville bare kvikke jer lidt op. Formentlig flere kapitler i angsthistorien, men så længe I ikke skriver med på dem. Insourcing af andres øh, dét lever vi af. Ved simpel kombinatorik opdager man, at man er guddommeligt enig med alle, med hele reservatet. 14-dages-forsinkelsen gælder stadig for konsensus, men så er den der også.


(pause)


Må jeg citere autoritetsstrukturen: livet. Som gør outdated. Kriser går på to ben, altså kan de fanges i tobensfælder. Tænk venligst over det mens jeg drikker en tår Evian. Dengang jeg selv skriveblokerede humøret hjalp det gevaldigt. Humøret er noget slavesamfundet opfandt, det kunne bruges i arbejdssangene og i blues, men så er dét også sagt. Det er sjovt nok, vidste I, at Marx traskede nynnende på fisketur? I den tro at han legede langtrukkent med fiskene og til sidst tog dem med hjem til mutter og de tilrøgede unger. I har sikkert været på højskole og flakket lidt rundt med de steders brætspilsudgaver af uenighed. For at finde "kernen" i "du vil", ikke sandt? Det er klostre, venner. Seriøs transitbuddhisme sukret ind i fjant. 
Altid at have et nej til rådighed er hængemulens støttekorset. Tænk æsel, tænk i, tænk Peter Plys. Tanken om sult er mystisk, når man føler sig tryg til bunds. Dér kan jeg være behjælpelig. Med mindre man er tilfreds med en blafrende tipi-udsigt over Mare Silicium. Sidde der mellem hjørner i selveste Mellemhjørnet! Ha! I dén retning med mig og I vil blive belyst af identifikations gunstighed, garanteret afklaring, modtages overalt. Træk viden ud af en frisbee og den er bare en tallerken af plastic med hundebakterier på. Klokken er 2.99, jeg er er kommet til at elske jer meget over tiden. Yderst ha-ha.

Vi var også på Berkeley og høre Tan Lin læse op af Ambient Stylistics:

"This is a poem about boredom and its relation to the things that we know are not repeated. It should not describe but only skim (biographical) material we already knew. It should exist on the edge of something we already knew. It should exist on the edge of something that is no longer funny. In this way, it should create the meaningless passing of time, like disco music."

Jeg kom til at tænke på Tan Lin fordi jeg i toget hjem fra Malmö i går kom til at tænke på skimning, at jeg skimmede ret meget forleden her i kapitel 7, Communication. Hvorfor skimmer jeg? Skummer fløden så der kun er skummetmælk tilbage? Hjernen har ellers brug for fløde. Utålmodighed, ikke at kunne holde ud at læse, virkelig være sekventielt til stede, når det ikke er "spændende" eller jeg "ikke forstår det" (på den måde jeg har bestemt mig for jeg skal forstå før det er forståelse)?
Tan Lins tekst(er) vil trække poesien ud af sproget, på en måde. Ud af sekventialiteten i sproget, det at. Et. Ord. Kommer. Efter. Et. Andet. Det er sympatisk, synes jeg. At ville det. Eller. At. Sige. At. Man. Vil. Det. Mens. Man. Gør. Noget. Andet. Måske. Jeg er også interesseret i Tan Lins forhold til hukommelsen og digtningen. Hvordan han igen og igen ser ud til at sigte efter en art forglemmelighed. Muligvis ved at suge tiden ud af teksten, tvinge "læseren" eller "seeren" til at være alene om at være i tiden. Men. Samtidig gør Tan Lin alt det her i et autoritativt – Waterhouse ville måske sige ”stolt” eller ”plakativt” - sprog, som vi har vænnet os til at høre når nogen vil indprente os noget.

"It is no accident that Reagan's presidency, the disco era, and Warhol peaked at around the same historical moment. Nor is it an accident that the category for Best Disco Recording only lasted one year and that Gloria Gaynor's great disco hit and Grammy winner was titled ”I Will Survive”. A poem, like a disco hit, is designed to be immediately forgettable and some of the best presidents of recent memory were elected in the '70s when Quaaludes were extremely popular. We live in an age when we are constantly told lies, made the subject of jokes, seduced by fluff and hyped with misinformation and lies. It should aspire to ever more bureaucratic forms of data transmission and delivery. It is well known that Reagan frequently failed to remember what he had said in press conferences or briefings on the day before, that he often failed to recognize his own cabinet members as he passed them in the corridors of the White House, and that even Nancy was crushed when he failed to comfort her after she told him she had breast cancer. No one ever really knew Ronald Reagan, not Nancy, not the seventy-seven individuals he saved in his career as a lifeguard, and not even his own children – who have written that on numerous occasions he failed to recognize them. A great poem functions in a similar way. It cannot be remembered, it can only be filled with something that is unknown or no longer contains."

fra Conjunctions:35,2000

Måske vækker Tan Lins tekster især genklang i mig fordi jeg har en elendig hukommelse. Måske rammer de noget andet, en mistanke mod det der kognitivt, bevidsthedsmæssigt lader sig indkapsle, transportere, memorere. Håndtasken med ord i. Jeg kunne også godt lide eklekticismen i hans digtsamling Lotion Bullwhip Giraffe fra 2000. Modviljen mod det ordnede værk ligger ikke så langt fra de andre modviljer jeg synes jeg kan få øje på i hans bøger. Og de er ikke blevet mindre med årene, tværtimod. Nu sidder jeg med Seven controlled vocabularies and obituary 2004. The Joy of Cooking i hånden. Den udkom i 2010 og har en undertitel bestående af ni genrer: AIRPORT NOVEL MUSICAL POEM PAINTING THEORY FILM PHOTO LANDSCAPE.

5:27 35˚

What are the forms of non-reading and what are the non-forms a reading might take?
Poetry = wallpaper. Novel = design object. Text as ambient soundtrack? Dew-champ
wanted to create works of art that were non-retinal. It would be nice to create works
of literature that didn't have to be read but could be looked at, like placemats. The most exasperating thing at a poetry reading is always the sound of the poet reading.

Er der noget quixotisk over Tan Lin og tunge-i-kind over ønsket om ambient poesi, litteratur til at kigge på, digte som dækkeservietter? Sikkert. Men jeg kan godt lide begge dele, Don Q og kinder med tunger bag.

10.04.2011, 16.08. Jeg har læst én linje på side 252 i The Ants i dag. Over 500 sider tilbage. Waterhouse sagde i går i den røde stol under det røde scenelys på Bergsgatan 29 i Malmö at det havde moret ham mens han boede i USA at amerikanernes måde at udtale tante på lød som myre. AUNT/ANT. Jeg har bestilt Leif Holmstrands digtsamling Myror fra 2008.

11. Kapitel 7 - Communication (første session)

The sum of current evidence, which will be described in the remainder of this chapter, indicates that pheromones play the central role in the organization of ant societies. In general, it appears that the typical ant colony operates with somewhere between 10 and 20 kinds of signals, and most of these are chemical in nature.

06.04.2011, kl. 8.14

På Figure 7-1 ser man en Formica-arbejder gennemskåret i længderetningen. Myrens hjerte er rørformet. Myrens aorta. Lyder som en titel på en roman. Oversigt over alle dens kirtler, hvorfra den udsender kemiske beskeder, semiokemi. Og gift. Som også er en besked. I 1916 forsøgte nogle medlemmer af den russiske højadel at forgive Rasputin. Adelsmanden Jusupov havde inviteret Rasputin på et glas rødvin i sit palæ i Skt. Petersborg. Glasset var indsmurt i cyanid og en eneste slurk ville normalt være dødbringende. Rasputin tyllede flere, upåvirket. Så skød adelsmanden Rasputin gennem hjertet og forlod lokalet. Da han kom tilbage syntes han at Rasputin bevægede fingrene. Jusupov bøjede sig ned for at tage mandens puls, men Rasputin sprang op og tog kvælertag på ham. De kæmpede, Rasputin stak af. Han blev skudt i ryggen og smidt i Neva. Fundet og begravet fire dage senere. Fire måneder senere gravet op igen og brændt.

Skimmer mange detaljerede tegninger af myrekirtler, mens der arbejdes udenfor. Det regner, mågerne kredser over jordbunkerne på byggepladsen. Den hvidhårede kranmand kravler ud af sin kran og stavrer over mod Lillemors pølsevogn for at pisse bag den. Hun er ikke mødt endnu. Engang så jeg hende – vores lokale pølsedame – siddende beruset i en ladvogn efter en traktor i Sydhavnen. Rødmosset i forårssol. Med det der tilfredse locus of control-blik. Hun havde fortykket tiden, som når man lægger en fælde og venter på nogen. Tiden størkner. Intet kommunikativt pres indefra. Intet udefra. Sad der på ladet og vuggede småstiv i solen sammen med en håndfuld andre, voksne og børn. Ventede på at en flue skulle lande eller lette, ventede på gode nyheder. Jeg stod og gloede, diskret hyperaktiv. Lillemors slørede blik. Jeg tænkte pludselig på det riflede i en hundegane. En sportskommentators snerlehvide tænder. En lille svulmen, men ingen egentlige tanker endnu, kun ord efter ord.

Undersøgelse af den biokemiske sammensætning af feromoner. Over en hel del sider. Jeg skimmer igen. Er rådvild. Hvad var ideen med den her myrelæsning? Der var vel ingen. Hvorfor begynder jeg så at spørge efter den nu? Lidt selvtugt, måske? 0.2 g arsenik.

10. Kapitel 6 - Queen Numbers and Domination

17 sider forude. 28.03.2011, 10.03

Monogyny refers simply to the possession by a colony of a single egg-laying queen, or reproductive female, og ”gyne”, as she is often called in the myrmecological literature. Pologyny is the possession of multiple queens. […] The founding of a colony by a single is called haplometrosis, multiple-queen founding is referred to as pleometrosis.

Evolutionens sprog -> logik -> dna (del af samme rundgang):

”... queens of all kinds of social insects should prefer to retain personal reproductive rights and surrender none to their sisters or daughters ...”
”Since extra queens would be an unnecessary energetic burden on the colony's growth, it should be an advantage to the workers to eliminate them.”

Man ser en myre stå og gruble over de evolutionære fordele af dette og hint. (Dirrende antenner).

Man ser to dronninger afgøre hvem der bestemmer.

Jeg er nået til kapitlet: Who is in charge, queens or workers?

The picture that has emerged in contemporary studies is of a moderate amount of struggle within ant colonies. Queens and workers appear to be in general conflict over the management of the ratio of investment in new queens and males. In some species, under appropriate conditions, queens battle queens for principal reproductive rights.

A remarkable general phenomenon of ant biology that might be interpreted as dominance by the queen over the workers is the queen-tending pheromone. Queens are generally attractive to workers, who often form entourages around them, licking their bodies, feeding them with trophic eggs and regurgitated liqiuds, and guarding them against intruders.

Yet another indication that queens can exert control comes from the extraordinary discovery by Masuko (1986) that queens of the primitive ant Amblyopone silvestrii are vampires: they depend exclusively on hemolymph (blood), which they obtain by biting the larvae. […] The bodies of the donors are scarred, but they appear otherwise unharmed.

In each case it could be argued that the workers are not really ”controlled”, in the sense that a conflict exists between them and the queens that is resolved in favor of the queens. Quite the contrary: the workers may in fact simply be monitoring the presence of the queens and responding in ways that increase their own inclusive fitness.

9. Kapitel 5 - Colony Odor and Kin Recognition (anden session)

Dagens første afsnit, 26.03.2011, kl. 14.18, hedder: Source of the colony odor

Myrerne genkender hinandens molekylære signaturer. Men hvor kommer koloniens odør fra?

Given that at least part of the colony odor is endogenous, the question now arises as to which individuals produce it. Is it generated by one dominant member, such as the queen, or is it a gestalt drawn from many or all of the colony members?

Man ved det ikke ...

...is still mostly unknown and is one of the principal challenges in future research.

Det handler altid om at finde ud af noget, vide mere, lukke huller, forbinde fragmenter. Forståelsen er kompulsiv. Ikke bare i betydningen: tvangspræget. Også i videre forstand: selv når vi ikke forstår noget, forstår vi dét. Selv den mest forskruede ordsalat kan ”forstås”. Problemet er ikke at der er noget vi ikke forstår, problemet er at vi hurtigt kaster os over ”sagen” (myre over bladlus) og forstår den. Lukker huller. For seks år siden da jeg boede et forår og en sommer i Berlin undrede jeg mig over den klæbrige finregn under lindetræerne på Karl-Marx-Allee. Fantaserede om en art skyggekondens fra bladenes undersider. Men det var honningdug, fremgår det nu af Erik Tetens Nielsens Insekter på Rejse:

"Med snablen opsuger de plantesaft, det foregår næsten uafladeligt, ikke med andre standsninger end de mest nødvendige. I saften er der sukker og en ganske lille mængde protein (æggehvidestof). For at få nok af det må de suge en kolossal masse saft igennem sig og får derved meget mere vand og sukker, end de kan bruge. Vandet bliver de formentligt af med ved, at det fordamper, men sukkeret må hele tiden udskilles gennem gattet som en tyk klæbrig sukkeropløsning, den såkaldte honning dug. Dyrene er jo små, men det er utrolige mængder de producerer. […] Med en 12 timers arbejdsdag vil et halvt hundrede af de små kræ producere så meget som et snapseglas fuldt, for at bruge et mere borgerligt mål. Når man så betænker de kolossale mængder af bladlus, der ofte sidder på planterne, kan man meget vel forstå, at der under et lindetræ ligefrem er en fin regn af honningdug, og at alt er som overtrukket med et lag af det søde stof..."

Berlin, Torstr. og senere Mohrenstr., skrevet den 23.05.2005:

Ved ikke hvad det er med Hölderlins myrer, men han kan aldrig have oplevet at de kravlede ind og ud af hans bærbare computer. Det var i hvert fald ikke det han blev skør af. Var lige inde på arbejdsværelset i morges og så til min gru at mit arbejdsbord var blevet invaderet af myrer. Jeg havde glemt et glas med en lille smule cola i og i løbet af natten har hundredvis af myrer via følehorn og feromoner rundsendt evangeliet om den liflige cola. Da jeg løftede min bærbare var der komma-jamboree under den. Og forsigtige følehorn fægtede inde fra udluftningskanalen. Nu sidder jeg på lur og dræber alle der kommer ud af den. Indtil videre en snes. De ved godt der er noget på færde, de fræser af sted. Jeg tør ikke tænde for den med en uoverskuelig mængde organisk materiale på fri fod i dens indre. Overvejer at lokke dem ud med … cola, men jeg er ikke sikker på, at de er i besiddelse af egentlig lugtesans. Eller egentlig nysgerrighed. Eller fri vilje. 21 styks set og dræbt nu. 22. De flygtede i hver deres retning. 23 og 24. Det betyder intet i myreperspektiv - at miste 100 kolleger, hvis de har fundet noget godt til kolonien, det spiller ingen rolle, siger vor dronning. Er min bærbare noget godt? Sidder der en masse og suger på en chip derinde? Foretrækker de 0 eller 1? 25. 26. Altid i par? 27. Ensom ulv. 28. 28 – igen, den livede op. I går under de truende regnskyer cyklede hele familien til Plötzensee og rundt i parken. Der var tomt i gaderne på meget ikke-urban vis. Wedding tog sig amerikansk ud, slammet. Der er måske også nogle derinde, som ikke kan finde ud? Hvor store udsving i intelligens er der blandt myrer? 29. 30. 31 – den kom slentrende op ad udluftningsristen. 32. Der var en der slap ned gennem tastaturet. Læste lidt i Handkes Drei Versuche i går aftes. Efter Bernhard virker han lettere patetisk, dvs. en marmoreret stemme taler henført. Takket være min øjenkrog: 33. 34. 35 – men den kom kravlende op ad mit ben, den kan være på en helt anden ekspedition. Det samme gælder 36 på gulvet – det er vigtigt, at de ikke slipper ind til kontrolcentret på Chris og Pers balkon. Og henter forstærkninger. Hvis man dræber alle udsendte myrer må koloniens hukommelse også være slettet, skulle man tro. Myrer morer mig. Morer myrer merværdi? ”Selv myrestierne er mærket med feromoner.” Står der i encyklopædien. Så myrestien må slettes. ”Om natten hviler de under fx en træstamme.” Nu er det længe siden der har været bid. Er kun de tungnemme tilbage derinde eller de mest sultne? 37 – den tittede frem og trak hurtigt hovedet til sig igen. 38. 39 – sidstnævnte kom sløvt fimrende hen ad bordkanten, sikkert ikke en bærbar-gæst. (Men NB: Jeg sidder ikke længere på arbejdsværelset.) 40 – også bordkant. I går mens jeg sad under broen ved Friedrichsstr. og spiste den gode döner (og mens jeg også spekulerede over hvad det var i danske ansigter, der gør dem så umiddelbart genkendelige), at min irritation over alle muligeikke er noget nyt og at den næppe udelukkende opstår på baggrund af objektive analyser, måske er det bare feronomer. 40. 41. 42. 43 – men den traskede roligt af sted på gulvet, sikkert en spejder uden relation til colaevangeliet. 44 – det samme. 45 – den kom direkte ud af et stik. 46 – også en indbo på udgang. Meget højholtsk majdag i Berlin. Bestilte tyktarmsundersøgelse i dag, men det kan først blive når vi kommer hjem, 17. august klokken 9 – skal jeg have et seende rør op i røven. Og følge spændt med på den lille skærm. 47 – den pilede skrækslagent eller måske i skræmmemodus jagende hen imod mig. Et sidste kamikazeangreb på fredsforstyrreren? 48 – klassisk. 49 – overraskende retning, men tempoet tydede på dårlig samvittighed. 50 – efter en lang pause, men ildevarslende, for denne bar på en død kollega. 51 – de kommer ind langs væggen! Det kan ikke siges tit nok – saml for guds skyld myreligene op! Sidder samtidig og piller i gamle tekster, bryder mig ikke om tonerne, hverken den såkaldt selvanalyserende eller den ”enkle”, sansebårne. De er som sovs, der skiller i mig. De skal være der begge to. Måske er det også fordi arbejdet med teksten muligvis slet ikke interesserer mig? Eller – 52 - skræmmer mig? Jeg ved det jo aldrig, det er gætværk. 53 og 54 – jeg får den grufulde tanke at dronningen sidder - 55 - i min harddisk. Og lægger æg i sekunderne. Jeg planter en klump tyggegummi ved siden af computeren og - 56 - straks er der bid. Den søde sukkerduft minder dem om honningdug. Jeg viser ingen nåde. Selv et dirrende følehorn i massegraven lader jeg passe sig selv. Det andre kan lide er måske det jeg selv er mest træt af (og så videre; jeg taler igen om tekster). Tyggegummiet lokker ikke så godt mere. Lægger det hen til udluftningsristen. B. falder og skriger op nede i køkkenet, men da jeg kommer tilbage er der ingen myrer på gummikrogen. Jeg tror de er ved at være onduleret. Regnen har slået sig ned over de østlige dele af byen ser det ud til. Svalerne former skåle i luften og siger som ophidsede mus. Atavistisk (?) ondskabsfuldhed: jeg ruller mit tyggegummi i to myrer, 57 58, dvs., den ene af dem er stærk og slipper hele tiden fri. Nu er de døde. Mærkeligt syn af en due med et skive brød som krave ude på taget! Den har madpakke med. Jeg tager et par billeder af det. Selv her timer efter på Starbucks ved Mohrenstr., hvor jeg sidder og skriver et forestillet/forstillet brev kommer der myrer ud af den bærbare. Tre-fire stykker. A. mente ikke at der var væske nok i en myre til at den kunne forrette den store skade derinde, hvis/når den dør af varme. Holder mig selv i stram snor i Dussmann, der er så meget jeg gerne vil købe. I dag nøjedes jeg med Goulds Goldbergvariationer fra 1955. Men kan ikke drage nytte af den krystallinske orden (er det dét det er?) herinde i larmen. At undersøge værdisystemer i sproget, i ordene, for at pege på jeg'ets permeabilitet? At egentlig være overbevist, men ikke ville være ved det? Ikke bryde sig om sig selv som overbevist. Flugten ind i usikkerheden? Usikkerheden som modus, positur? Hvem ved? Det eneste jeg kan sige noget om er de ting jeg ser, tænker jeg, og er vældig loren ved tanken. Radikal labilitet? Måske. Men måske også bare ”radikal labilitet”. Jeg kan ihvertfald ikke løbe fra en eller anden sandfærdighedsforestilling. Ikke at den er dogmatisk, men den er der. Jeg er ikke interesseret i at ”producere” tekst. Måske kunne man sige: afsætte tekst, som spor, feromoner. Tja. Det ændrer ikke en tøddel på noget. Den tøddeldiktion var for voldsom, tror jeg. Jeg har aldrig sagt eller skrevet tøddel før. Jeg kan simpelthen ikke bruge det ord. Skulle man opfinde en hvirvlende diktion? Skulle man i det hele taget opfinde sig ud af det hele? Nej, suk, ikke "det hele" for helvede da! Det er altid muligt at kalde sig selv noget, eller kalde sine hensigter noget, det er altid muligt at se sine handlinger udefra, at nedgøre eller mistænkeliggøre sig selv. For mig har min autonomi aldrig været et tema, den findes ikke, men det ved den ikke, det kan den ikke vide, den er døv og blind. Måske limbisk. En jaguar-myre slipper fra mig og kravler ind i igen. En sømløs overgang fra virkelighed til hallucination? De bliver ved med at myldre frem, det er imponerende, måske er det ved at være for varmt i maskinrummet og de små fyrbødere kommer ovendæks? Med hilsner fra noget. Der nedsmelter.

8. Kapitel 5 - Colony Odor and Kin Recognition (første session)

When a worker inspects a nestmate she seems to do nothing more than casually sweep her antennae over the other's body. The true intensity of the inspection is revealed, however, when an alien ant enters the nest. An intruder who belongs to a different species is almost always violently attacked. On the other hand, if the new ant is a member of the same species but from a different colony, the hostility falls somewhere along a broad gradient of responses. At one extreme, intruders are accepted but offered less food until they have time to acquire the colony odor. At the other extreme, the residents attack strangers with extreme violence, locking their mandibles on body and appendages while stinging or spraying with formic, citronellal, or some other toxic substance. Intermediate degrees of rejection include avoidance, mutual threatening with open mandibles, and nipping and leg pulling.

Assimilation: At one extreme, intruders are accepted but offered less food until they have time to acquire the colony odor.

Har han stammens odør? Hvad er det for en odør, ikke stammens da? Det er så hjemligt at besøge dig, der dunster af os. Det er forår, overalt denne hvirvlende odør af danskere. Indfødthedens dunst stod ud af vinduerne. På plejehjemmet lugtede der velkendt af fællesskab. Jeg elsker duften af nyfødte, man kommer ligesom i kontakt med noget atavistisk, noget grunddansk. I stammens sved århundreders bondestolthed. Gør hvad du vil, men ingen parfume vil dølge at du er født i Varde. Det er muligt at jeg har kartoffeltyske aner, men generationers danskhed har givet mig denne karakteristiske armhuleflora og -aroma. Klokken er kun 9.13 og jeg hørmer allerede af min bedstefar. I'm all fucked on beer, men jeg er stadig ærkedansk og lugter derefter – inde under øldragten. Dybest set kan man ikke lugte forskel på en højre- og venstreorienteret dansker. Hey, dit spyt lugter som mit! Du får først min hindbærsnitte når du lugter lidt mere af mig. Døde danskere i kister lugter ens. I ferien blev jeg indlagt på et cypriotisk hospital, jeg siger dig, de mennesker stinker jo! Selv når jeg tager mit grønne fuldskæg på kommer ungerne rendende og krammer mig, de kan sniffe sig til at jeg er en af deres voksne. For femten år siden begyndte han at opsamle sine skæl i en krukke; nu har han en ordentlig masse som han drysser ud over sine børn når de skal ud i samfundet, Legoland og lignende steder: han kan altid lugte hvor de putter sig. To ting finder vi på bunden af danskhedsgenkendelsen: et olfaktorisk beredskab og Moders Tunge. Ud af hendes porer emmede denne herlige duft af barndommens søndage, kirkegang i knæhaserne.

Klip fra Jeanette Winterson, Art Objects:

”We have to recognise that language of art, all art, is not our mother-tongue.”

”I have to work for art if I want art to work on me.”

”Admire me is the sub-text of so much of our looking; the demand put on art that it should reflect the reality of the viewer.”

”We hear a lot about the arrogance of the artist but nothing about the arrogance of the audience. The audience, who have not done the work, who have not taken any risks, whose life and livelihood are not bound up at every moment with what they are making, who have given no thought to the medium or the method, will glance up, flick through, chatter over the opening chords, then snap their fingers and walk away like some monstrous Roman tyrant.”

”The solid presence of art demands from us significant effort, an effort anathema to popular culture. Effort of time, effort of money, effort of study, effort of humility, effort of imagination have each been packed by the artist into the art. Is it so unreasonable to expect a percentage of that from us in return?”

”Our unconscious attitude to art is complex. We want it and we don't want it, often simultaneously, and at the same time as a book is working intravenously we are working to immunise ourselves against it.”

Ja, det minder mig om at jeg engang skrev nogle anmeldelser for Litlive ...

”Most of what masquerades as literary criticism is a mixture of sexism and self-importance.”

… og jeg kan ikke få mig selv til at genlæse dem. Hvorfor ikke? På grund af sexisme? Nej. På grund af ”self-importance”? Ja. Dengang eller nu? Hvad mener du? Ja, altså ”self-importance” da du skrev dem eller ”self-importance” nu hvor du altså ikke orker at genlæse dem? Begge dele, tilsyneladende. Ligesom det kræver en særlig beslutsomhed at beholde bowlerhatten på hele dagen, kræver det et argumentativt korset at skrive en anmeldelse. Jeg hader den rettethed genren giver mine ord og sætninger. At jeg vil overbevise mig selv, andre. Der kommer noget leviterende marengs over det. Anmelderen får sin anmeldelse til at lette over det anmeldte. Hvor flot! Kan du ikke lide at gå med korset? Er det ikke en kende sexistisk? Jeg ved det ikke. De bedste bøger er dem jeg ikke kan skrive om uden at gøre vold på dem. Aarhgh, come on, ikke den gamle traver med uudsigeligheden igen! Jeg har ikke sagt noget om uudsigelighed. Nej, netop. Måske kan jeg godt skrive om dem, men ikke sovset ind i al den konkluderen og menen, al den assimilering og nedskrivning til flytbare, forståelige meningsklodser, alle de retoriske forkortninger og aldrig: DENNE BOG VIL SMADRE DIG, jeg hader mig selv når jeg mener noget. Fint nok, det minder mig om noget jeg har læst engang, eller måske minder det mig om noget helt modsat, anyway, jeg hader når jeg skal bestemme mig for at blive mindet om noget, anyway igen, her kommer det. Det er Tone Hødnebø i Skamfulle Pompeii, hun skriver:

"når du i din ensomhet overlater tankene til seg selv, oppfører sjelen seg som en forrykt hest, skriver Montaigne i kapitlet om uvirksomhet, og han bestemmer seg for å skrive ned tankene sine for å få sjelen til å skamme seg over alle de besynderlige og tåpelige fantasimonstre den avstedkommer. Hvis tanken er tradisjon, alt som er tenkt til nå, hvordan gå inn i dette uten å drukne? Jeg tror ikke på noe: jeg puster, men er ikke fri til å gjøre hva jeg vil, til å leve, puste, skrive; der har vi et brudd, et sekunds ventetid, og straks går setningene omveier, følger en tanke noen har tenkt før meg, en gammel mann eller kvinne som har stengt seg inne, å skrekk og gru, jeg må gå inn i det for jeg slipper ikke unna den tanken som forfølger meg: å skrive for å få tanken til å skamme seg"