lørdag den 7. maj 2011

13. Kapitel 7 - Communication (tredje session)

Myrernes signalevolution er blandt andet sket gennem ritualisering, skriver H&W her den 7/5 2011, kl. 17.09. Jeg har ikke haft tid til at læse i myrebogen længe. Nu er det lørdag og jeg har igen tid. Herman Bang havde den vane for det meste kun at datere sine breve (til Fritz fx) med ugedagene:
Søndag.

Min kære Fritz,

Jeg er atter hjemme.

Herman B.

Caste and colony differences in communication er jeg nået til.

A large part of the ant social organization is based on differences among the various castes and subcastes in patterns of communication.

Myrerne har ikke et decideret antennesprog, fremgår det.
We now understand that a great deal of such antennation serves to receive information rather than to send it. Ants antennate the bodies of nestmates in order to smell them, not to inform them. […] The best-documented mode of tactile communication is in stomodeal (i.e., oral) trophallaxis, the exchange of liquid food from the crop of one ant to the alimentary tract of another. […] [Hölldobler] was able experimentally to induce Myrmica and Formica workers to regurgitate by touching parts og their bodies with the tip of a human hair and to augment the result with close observations of natural regurgitations.

In an important additional experiment, Bonavita-Cougourdan used radioactive gold to monitor the flow of liquid food between Camponotus pairs while recording the antennal postures of the donor.

What then is the meaning of the elaborateness of antennal play? The paradox of complexity's exceeding function is not unique to ants. Some other kinds of animal communication, for example the alternative courtship and territorial displays of many bird species, also appear to invest little individual meaning in the particular signals that are switched back and forth. We suggest that the chief role of variety in such signalling is dishabituation. Animals tend to habituate when they receive the stimulus repeatedly; that is, their response threshold rises and the contact is thus more likely to be broken off. By constantly changing he parts of the head stroked, both the donor and the recipient are more likely to sustain the trophallactic exchange.

Vi foreslår at variationens primære rolle er at af-vanedanne. Læsere har en tendens til at danne vaner når de modtager de samme stimuli igen og igen, eller med andre ord, deres responstærskel hæves og der opstår forhøjet risiko for at kontakten afbrydes. Ved konstant at ændre hvilke dele af hovedet der stryges, forhøjes sandsynligheden for at såvel donor som modtager vil fastholde den trofæagtige udveksling der pågår: at læse.

Den 21/2 1995 besøgte Nils Gunder Hansen og Frederik Stjernfelt den dengang 99-årige Ernst Jünger i Wilflingen. Han var i haven for at hugge brænde, men gik med til et lille halvtimes interview, som blev bragt i Kritik 114. Følgende ordveksling kommer hen mod slutningen af samtalen:

- Hvordan er Deres forhold til Borges?

- Han besøgte mig for en ti år siden her i Wilflingen, og var desværre allerede noget syg og svækket på det tidspunkt. Han fortalte, at han havde læst min krigsdagbog som 17-årig. Den var blevet oversat til spansk af en argentinsk underofficer, og Borges faldt tilfældigvis over bogen – og han sagde, at læsningen af den for ham var en eksplosion, der igangsatte hele hans værk … Vi talte i øvrigt meget om myrer den dag.

I tredje bind af alderdomsdagbøgerne, Siebzig verweht, beskrives mødet med Borges sådan her:

Wilflingen, 27. oktober 1982


Vi havde den glæde og ære at være værter for Jorge Luis Borges her – møder med digtere er blevet næsten lige så sjældne som med et næsten uddødt eller ligefrem mytisk dyr, enhjørningen for eksempel.
Borges har været næsten totalt blind i årevis; han blev ledsaget af en ung mand, som Udenrigsministeriet havde attacheret ham og af sin sygeplejerske. De få timer her i huset lod os forstå at hun ikke bare er en uvurderlig hjælp for den blinde, men ligefrem er blevet hans andet jeg. Hun løftede glasset til hans mund, når han ville drikke, gav ham kage før han bad om det, og virkede i enhver henseende som et organ der tilhørte ham.
Samtalen mellem vi fem, der sad i biblioteket, var polyglot; tyske, spanske, franske og engelske sætninger krydsede hinanden. Borges reciterede Angelus Silesius på tysk og også oldengelsk vers; det gjorde hans sprog tydeligere, som om han gik tilbage til sin ungdom. Jeg fortrød at jeg ikke havde lært spansk for at kunne læse Cervantes og Quevedo i originalversion – og selvfølgelig også Borges.
Samtale om Schopenhauer, som vi begge skylder meget fra en tidlig tid, dernæst om Kafka, Don Quijote, Tusind og En Nat, Walt Whitman, Flaubert. Whitmans ”Græsstrå” viser demokratiets styrke – Flauberts ”Bouvard et Pécuchet” dets infami.
Derefter om Huxley – jeg sagde at verdensånden havde løst den politiske orden bedre hos insekterne end vi. Til det sagde Borges: ”Måske nok med hensyn til staten, men den enkelte myre er intet værd.”
Der er dog, kunne man indvende, sørget for alt. De har bolig, næring og arbejde nok, og også en lang vintersøvn. De fleste er udelukket fra kønslivet, hvilket måske ligefrem er en lettelse. Men også fra kærligheden? Da jeg stod i middagssolen foran en af deres tuer og holdt hånden over dem, som drak mens de boltrede sig og svingede med følehornene, syntes jeg at jeg kunne mærke at de var lykkelige. Det burde man undersøge; vi blev enige om at zoologerne næppe er i stand til dette.
Borges har fulgt min udvikling i tres år. Som den første af mine bøger læste han ”Bajo la Tormenta de Acero”, som blev oversat på foranledning af den argentinske hær. ”Det var en vulkansk eruption for mig."

syntes jeg at jeg kunne mærke at de var lykkelige

Året før, i begyndelsen af januar, deltager Jünger, som altid, ved de sydvesttyske entomologers årlige konference. På vejen dertil i bil, skriver han i dagbogen, faldt radiosignalet ud når de kørte under broer og elledninger. Vi bevæger os gennem et fletværk af strålinger, men sanser det ellers normalt ikke. Det påvirker os sikkert, skriver han: ”Men vi mangler et særligt organ for elektriske påvirkninger, ligesom vi har fået til lyset og lyden. Naturen har givet afkald på denne som formodentlig på andre muligheder også – for eksempel en umiddelbar sansning af radioaktiv stråling. At elektriciteten kunne integreres i den organiske husholdning, kan anes i skabninger som rokken og den elektriske ål.” Hvis vi havde dette organ ville en stor del af medieverdenen være overflødig, fantaserer Jünger, og fortsætter ”man kunne tænke sig en kollektiv hjerne, altså en helt anden verden.”

Borges og Jünger talte altså om myrer i forlængelse af Huxley. Jeg går ud fra at de talte om Aldous Huxley og Brave New World, men de kan naturligvis også sagtens have talt om broren, zoologen Julian Huxley, som udgav en bog om myrer i 1932. H&W nævner ham ét sted i The Ants. Han delte tydeligvis interesser med lillebror Aldous. Skrev bl.a. en bog med titlen: Soviet genetics and world science, Lysenko and the meaning of heredity. Og: The elements of experimental embryology. Og, interessant titel, den må jeg have fat i: The Individual in the Animal Kingdom.

Men indtil videre er det Aldous jeg læser.

"'And that', put in the Director sententiously, 'that is the secret of happiness and virtue - liking what you've got to do. All conditioning aims at that: making people like their unescapable social destiny.'"

1 kommentar: