10. Kapitel 6 - Queen Numbers and Domination

17 sider forude. 28.03.2011, 10.03

Monogyny refers simply to the possession by a colony of a single egg-laying queen, or reproductive female, og ”gyne”, as she is often called in the myrmecological literature. Pologyny is the possession of multiple queens. […] The founding of a colony by a single is called haplometrosis, multiple-queen founding is referred to as pleometrosis.

Evolutionens sprog -> logik -> dna (del af samme rundgang):

”... queens of all kinds of social insects should prefer to retain personal reproductive rights and surrender none to their sisters or daughters ...”
”Since extra queens would be an unnecessary energetic burden on the colony's growth, it should be an advantage to the workers to eliminate them.”

Man ser en myre stå og gruble over de evolutionære fordele af dette og hint. (Dirrende antenner).

Man ser to dronninger afgøre hvem der bestemmer.

Jeg er nået til kapitlet: Who is in charge, queens or workers?

The picture that has emerged in contemporary studies is of a moderate amount of struggle within ant colonies. Queens and workers appear to be in general conflict over the management of the ratio of investment in new queens and males. In some species, under appropriate conditions, queens battle queens for principal reproductive rights.

A remarkable general phenomenon of ant biology that might be interpreted as dominance by the queen over the workers is the queen-tending pheromone. Queens are generally attractive to workers, who often form entourages around them, licking their bodies, feeding them with trophic eggs and regurgitated liqiuds, and guarding them against intruders.

Yet another indication that queens can exert control comes from the extraordinary discovery by Masuko (1986) that queens of the primitive ant Amblyopone silvestrii are vampires: they depend exclusively on hemolymph (blood), which they obtain by biting the larvae. […] The bodies of the donors are scarred, but they appear otherwise unharmed.

In each case it could be argued that the workers are not really ”controlled”, in the sense that a conflict exists between them and the queens that is resolved in favor of the queens. Quite the contrary: the workers may in fact simply be monitoring the presence of the queens and responding in ways that increase their own inclusive fitness.

9. Kapitel 5 - Colony Odor and Kin Recognition (anden session)

Dagens første afsnit, 26.03.2011, kl. 14.18, hedder: Source of the colony odor

Myrerne genkender hinandens molekylære signaturer. Men hvor kommer koloniens odør fra?

Given that at least part of the colony odor is endogenous, the question now arises as to which individuals produce it. Is it generated by one dominant member, such as the queen, or is it a gestalt drawn from many or all of the colony members?

Man ved det ikke ...

...is still mostly unknown and is one of the principal challenges in future research.

Det handler altid om at finde ud af noget, vide mere, lukke huller, forbinde fragmenter. Forståelsen er kompulsiv. Ikke bare i betydningen: tvangspræget. Også i videre forstand: selv når vi ikke forstår noget, forstår vi dét. Selv den mest forskruede ordsalat kan ”forstås”. Problemet er ikke at der er noget vi ikke forstår, problemet er at vi hurtigt kaster os over ”sagen” (myre over bladlus) og forstår den. Lukker huller. For seks år siden da jeg boede et forår og en sommer i Berlin undrede jeg mig over den klæbrige finregn under lindetræerne på Karl-Marx-Allee. Fantaserede om en art skyggekondens fra bladenes undersider. Men det var honningdug, fremgår det nu af Erik Tetens Nielsens Insekter på Rejse:

"Med snablen opsuger de plantesaft, det foregår næsten uafladeligt, ikke med andre standsninger end de mest nødvendige. I saften er der sukker og en ganske lille mængde protein (æggehvidestof). For at få nok af det må de suge en kolossal masse saft igennem sig og får derved meget mere vand og sukker, end de kan bruge. Vandet bliver de formentligt af med ved, at det fordamper, men sukkeret må hele tiden udskilles gennem gattet som en tyk klæbrig sukkeropløsning, den såkaldte honning dug. Dyrene er jo små, men det er utrolige mængder de producerer. […] Med en 12 timers arbejdsdag vil et halvt hundrede af de små kræ producere så meget som et snapseglas fuldt, for at bruge et mere borgerligt mål. Når man så betænker de kolossale mængder af bladlus, der ofte sidder på planterne, kan man meget vel forstå, at der under et lindetræ ligefrem er en fin regn af honningdug, og at alt er som overtrukket med et lag af det søde stof..."

Berlin, Torstr. og senere Mohrenstr., skrevet den 23.05.2005:

Ved ikke hvad det er med Hölderlins myrer, men han kan aldrig have oplevet at de kravlede ind og ud af hans bærbare computer. Det var i hvert fald ikke det han blev skør af. Var lige inde på arbejdsværelset i morges og så til min gru at mit arbejdsbord var blevet invaderet af myrer. Jeg havde glemt et glas med en lille smule cola i og i løbet af natten har hundredvis af myrer via følehorn og feromoner rundsendt evangeliet om den liflige cola. Da jeg løftede min bærbare var der komma-jamboree under den. Og forsigtige følehorn fægtede inde fra udluftningskanalen. Nu sidder jeg på lur og dræber alle der kommer ud af den. Indtil videre en snes. De ved godt der er noget på færde, de fræser af sted. Jeg tør ikke tænde for den med en uoverskuelig mængde organisk materiale på fri fod i dens indre. Overvejer at lokke dem ud med … cola, men jeg er ikke sikker på, at de er i besiddelse af egentlig lugtesans. Eller egentlig nysgerrighed. Eller fri vilje. 21 styks set og dræbt nu. 22. De flygtede i hver deres retning. 23 og 24. Det betyder intet i myreperspektiv - at miste 100 kolleger, hvis de har fundet noget godt til kolonien, det spiller ingen rolle, siger vor dronning. Er min bærbare noget godt? Sidder der en masse og suger på en chip derinde? Foretrækker de 0 eller 1? 25. 26. Altid i par? 27. Ensom ulv. 28. 28 – igen, den livede op. I går under de truende regnskyer cyklede hele familien til Plötzensee og rundt i parken. Der var tomt i gaderne på meget ikke-urban vis. Wedding tog sig amerikansk ud, slammet. Der er måske også nogle derinde, som ikke kan finde ud? Hvor store udsving i intelligens er der blandt myrer? 29. 30. 31 – den kom slentrende op ad udluftningsristen. 32. Der var en der slap ned gennem tastaturet. Læste lidt i Handkes Drei Versuche i går aftes. Efter Bernhard virker han lettere patetisk, dvs. en marmoreret stemme taler henført. Takket være min øjenkrog: 33. 34. 35 – men den kom kravlende op ad mit ben, den kan være på en helt anden ekspedition. Det samme gælder 36 på gulvet – det er vigtigt, at de ikke slipper ind til kontrolcentret på Chris og Pers balkon. Og henter forstærkninger. Hvis man dræber alle udsendte myrer må koloniens hukommelse også være slettet, skulle man tro. Myrer morer mig. Morer myrer merværdi? ”Selv myrestierne er mærket med feromoner.” Står der i encyklopædien. Så myrestien må slettes. ”Om natten hviler de under fx en træstamme.” Nu er det længe siden der har været bid. Er kun de tungnemme tilbage derinde eller de mest sultne? 37 – den tittede frem og trak hurtigt hovedet til sig igen. 38. 39 – sidstnævnte kom sløvt fimrende hen ad bordkanten, sikkert ikke en bærbar-gæst. (Men NB: Jeg sidder ikke længere på arbejdsværelset.) 40 – også bordkant. I går mens jeg sad under broen ved Friedrichsstr. og spiste den gode döner (og mens jeg også spekulerede over hvad det var i danske ansigter, der gør dem så umiddelbart genkendelige), at min irritation over alle muligeikke er noget nyt og at den næppe udelukkende opstår på baggrund af objektive analyser, måske er det bare feronomer. 40. 41. 42. 43 – men den traskede roligt af sted på gulvet, sikkert en spejder uden relation til colaevangeliet. 44 – det samme. 45 – den kom direkte ud af et stik. 46 – også en indbo på udgang. Meget højholtsk majdag i Berlin. Bestilte tyktarmsundersøgelse i dag, men det kan først blive når vi kommer hjem, 17. august klokken 9 – skal jeg have et seende rør op i røven. Og følge spændt med på den lille skærm. 47 – den pilede skrækslagent eller måske i skræmmemodus jagende hen imod mig. Et sidste kamikazeangreb på fredsforstyrreren? 48 – klassisk. 49 – overraskende retning, men tempoet tydede på dårlig samvittighed. 50 – efter en lang pause, men ildevarslende, for denne bar på en død kollega. 51 – de kommer ind langs væggen! Det kan ikke siges tit nok – saml for guds skyld myreligene op! Sidder samtidig og piller i gamle tekster, bryder mig ikke om tonerne, hverken den såkaldt selvanalyserende eller den ”enkle”, sansebårne. De er som sovs, der skiller i mig. De skal være der begge to. Måske er det også fordi arbejdet med teksten muligvis slet ikke interesserer mig? Eller – 52 - skræmmer mig? Jeg ved det jo aldrig, det er gætværk. 53 og 54 – jeg får den grufulde tanke at dronningen sidder - 55 - i min harddisk. Og lægger æg i sekunderne. Jeg planter en klump tyggegummi ved siden af computeren og - 56 - straks er der bid. Den søde sukkerduft minder dem om honningdug. Jeg viser ingen nåde. Selv et dirrende følehorn i massegraven lader jeg passe sig selv. Det andre kan lide er måske det jeg selv er mest træt af (og så videre; jeg taler igen om tekster). Tyggegummiet lokker ikke så godt mere. Lægger det hen til udluftningsristen. B. falder og skriger op nede i køkkenet, men da jeg kommer tilbage er der ingen myrer på gummikrogen. Jeg tror de er ved at være onduleret. Regnen har slået sig ned over de østlige dele af byen ser det ud til. Svalerne former skåle i luften og siger som ophidsede mus. Atavistisk (?) ondskabsfuldhed: jeg ruller mit tyggegummi i to myrer, 57 58, dvs., den ene af dem er stærk og slipper hele tiden fri. Nu er de døde. Mærkeligt syn af en due med et skive brød som krave ude på taget! Den har madpakke med. Jeg tager et par billeder af det. Selv her timer efter på Starbucks ved Mohrenstr., hvor jeg sidder og skriver et forestillet/forstillet brev kommer der myrer ud af den bærbare. Tre-fire stykker. A. mente ikke at der var væske nok i en myre til at den kunne forrette den store skade derinde, hvis/når den dør af varme. Holder mig selv i stram snor i Dussmann, der er så meget jeg gerne vil købe. I dag nøjedes jeg med Goulds Goldbergvariationer fra 1955. Men kan ikke drage nytte af den krystallinske orden (er det dét det er?) herinde i larmen. At undersøge værdisystemer i sproget, i ordene, for at pege på jeg'ets permeabilitet? At egentlig være overbevist, men ikke ville være ved det? Ikke bryde sig om sig selv som overbevist. Flugten ind i usikkerheden? Usikkerheden som modus, positur? Hvem ved? Det eneste jeg kan sige noget om er de ting jeg ser, tænker jeg, og er vældig loren ved tanken. Radikal labilitet? Måske. Men måske også bare ”radikal labilitet”. Jeg kan ihvertfald ikke løbe fra en eller anden sandfærdighedsforestilling. Ikke at den er dogmatisk, men den er der. Jeg er ikke interesseret i at ”producere” tekst. Måske kunne man sige: afsætte tekst, som spor, feromoner. Tja. Det ændrer ikke en tøddel på noget. Den tøddeldiktion var for voldsom, tror jeg. Jeg har aldrig sagt eller skrevet tøddel før. Jeg kan simpelthen ikke bruge det ord. Skulle man opfinde en hvirvlende diktion? Skulle man i det hele taget opfinde sig ud af det hele? Nej, suk, ikke "det hele" for helvede da! Det er altid muligt at kalde sig selv noget, eller kalde sine hensigter noget, det er altid muligt at se sine handlinger udefra, at nedgøre eller mistænkeliggøre sig selv. For mig har min autonomi aldrig været et tema, den findes ikke, men det ved den ikke, det kan den ikke vide, den er døv og blind. Måske limbisk. En jaguar-myre slipper fra mig og kravler ind i igen. En sømløs overgang fra virkelighed til hallucination? De bliver ved med at myldre frem, det er imponerende, måske er det ved at være for varmt i maskinrummet og de små fyrbødere kommer ovendæks? Med hilsner fra noget. Der nedsmelter.

8. Kapitel 5 - Colony Odor and Kin Recognition (første session)

When a worker inspects a nestmate she seems to do nothing more than casually sweep her antennae over the other's body. The true intensity of the inspection is revealed, however, when an alien ant enters the nest. An intruder who belongs to a different species is almost always violently attacked. On the other hand, if the new ant is a member of the same species but from a different colony, the hostility falls somewhere along a broad gradient of responses. At one extreme, intruders are accepted but offered less food until they have time to acquire the colony odor. At the other extreme, the residents attack strangers with extreme violence, locking their mandibles on body and appendages while stinging or spraying with formic, citronellal, or some other toxic substance. Intermediate degrees of rejection include avoidance, mutual threatening with open mandibles, and nipping and leg pulling.

Assimilation: At one extreme, intruders are accepted but offered less food until they have time to acquire the colony odor.

Har han stammens odør? Hvad er det for en odør, ikke stammens da? Det er så hjemligt at besøge dig, der dunster af os. Det er forår, overalt denne hvirvlende odør af danskere. Indfødthedens dunst stod ud af vinduerne. På plejehjemmet lugtede der velkendt af fællesskab. Jeg elsker duften af nyfødte, man kommer ligesom i kontakt med noget atavistisk, noget grunddansk. I stammens sved århundreders bondestolthed. Gør hvad du vil, men ingen parfume vil dølge at du er født i Varde. Det er muligt at jeg har kartoffeltyske aner, men generationers danskhed har givet mig denne karakteristiske armhuleflora og -aroma. Klokken er kun 9.13 og jeg hørmer allerede af min bedstefar. I'm all fucked on beer, men jeg er stadig ærkedansk og lugter derefter – inde under øldragten. Dybest set kan man ikke lugte forskel på en højre- og venstreorienteret dansker. Hey, dit spyt lugter som mit! Du får først min hindbærsnitte når du lugter lidt mere af mig. Døde danskere i kister lugter ens. I ferien blev jeg indlagt på et cypriotisk hospital, jeg siger dig, de mennesker stinker jo! Selv når jeg tager mit grønne fuldskæg på kommer ungerne rendende og krammer mig, de kan sniffe sig til at jeg er en af deres voksne. For femten år siden begyndte han at opsamle sine skæl i en krukke; nu har han en ordentlig masse som han drysser ud over sine børn når de skal ud i samfundet, Legoland og lignende steder: han kan altid lugte hvor de putter sig. To ting finder vi på bunden af danskhedsgenkendelsen: et olfaktorisk beredskab og Moders Tunge. Ud af hendes porer emmede denne herlige duft af barndommens søndage, kirkegang i knæhaserne.

Klip fra Jeanette Winterson, Art Objects:

”We have to recognise that language of art, all art, is not our mother-tongue.”

”I have to work for art if I want art to work on me.”

”Admire me is the sub-text of so much of our looking; the demand put on art that it should reflect the reality of the viewer.”

”We hear a lot about the arrogance of the artist but nothing about the arrogance of the audience. The audience, who have not done the work, who have not taken any risks, whose life and livelihood are not bound up at every moment with what they are making, who have given no thought to the medium or the method, will glance up, flick through, chatter over the opening chords, then snap their fingers and walk away like some monstrous Roman tyrant.”

”The solid presence of art demands from us significant effort, an effort anathema to popular culture. Effort of time, effort of money, effort of study, effort of humility, effort of imagination have each been packed by the artist into the art. Is it so unreasonable to expect a percentage of that from us in return?”

”Our unconscious attitude to art is complex. We want it and we don't want it, often simultaneously, and at the same time as a book is working intravenously we are working to immunise ourselves against it.”

Ja, det minder mig om at jeg engang skrev nogle anmeldelser for Litlive ...

”Most of what masquerades as literary criticism is a mixture of sexism and self-importance.”

… og jeg kan ikke få mig selv til at genlæse dem. Hvorfor ikke? På grund af sexisme? Nej. På grund af ”self-importance”? Ja. Dengang eller nu? Hvad mener du? Ja, altså ”self-importance” da du skrev dem eller ”self-importance” nu hvor du altså ikke orker at genlæse dem? Begge dele, tilsyneladende. Ligesom det kræver en særlig beslutsomhed at beholde bowlerhatten på hele dagen, kræver det et argumentativt korset at skrive en anmeldelse. Jeg hader den rettethed genren giver mine ord og sætninger. At jeg vil overbevise mig selv, andre. Der kommer noget leviterende marengs over det. Anmelderen får sin anmeldelse til at lette over det anmeldte. Hvor flot! Kan du ikke lide at gå med korset? Er det ikke en kende sexistisk? Jeg ved det ikke. De bedste bøger er dem jeg ikke kan skrive om uden at gøre vold på dem. Aarhgh, come on, ikke den gamle traver med uudsigeligheden igen! Jeg har ikke sagt noget om uudsigelighed. Nej, netop. Måske kan jeg godt skrive om dem, men ikke sovset ind i al den konkluderen og menen, al den assimilering og nedskrivning til flytbare, forståelige meningsklodser, alle de retoriske forkortninger og aldrig: DENNE BOG VIL SMADRE DIG, jeg hader mig selv når jeg mener noget. Fint nok, det minder mig om noget jeg har læst engang, eller måske minder det mig om noget helt modsat, anyway, jeg hader når jeg skal bestemme mig for at blive mindet om noget, anyway igen, her kommer det. Det er Tone Hødnebø i Skamfulle Pompeii, hun skriver:

"når du i din ensomhet overlater tankene til seg selv, oppfører sjelen seg som en forrykt hest, skriver Montaigne i kapitlet om uvirksomhet, og han bestemmer seg for å skrive ned tankene sine for å få sjelen til å skamme seg over alle de besynderlige og tåpelige fantasimonstre den avstedkommer. Hvis tanken er tradisjon, alt som er tenkt til nå, hvordan gå inn i dette uten å drukne? Jeg tror ikke på noe: jeg puster, men er ikke fri til å gjøre hva jeg vil, til å leve, puste, skrive; der har vi et brudd, et sekunds ventetid, og straks går setningene omveier, følger en tanke noen har tenkt før meg, en gammel mann eller kvinne som har stengt seg inne, å skrekk og gru, jeg må gå inn i det for jeg slipper ikke unna den tanken som forfølger meg: å skrive for å få tanken til å skamme seg"

7. Kapitel 4 - Altruism and the Origin of the Worker Caste

Is it correct to call the nonreproductive workers ”altruistic”? Some authors have begun to drop this admittedly value-laden word. They point out that the prescribing genes are ”selfish” rather than altruistic, because if our conception of evolution by natural selection is true, it must follow by definition that genes persisting at the expense of others are selfish – even if the prescribe altruism.

Kropotkins Gensidig hjælp er et forsøg på at skildre dyrenes iboende altruisme, et modskrift til Darwin. Et politisk slag forflyttet til faunaen. Det er flere år siden jeg læste den, husker kun en generel følelse af munter vantro fra min læsning. Og så de citater jeg skrev ned: Kropotkin: "... Forel mener, myrernes fordøjelseskanal består af to dele, hvoraf den ene, den bageste, er til særlig brug for individet selv, mens den anden, den forreste, er til brug for samfundet." "At flyve i flok kun for fornøjelsens skyld er en meget almindelig skik blandt alle slags fugle." Og: "Prinsen af Wied så den brasilianske ørn Urubitinga omringet af store skarer tukaner og pungstære, der uafbrudt drillede den." Der er noget barnagtigt og/eller kynisk i antropomorfismerne. At flyve i flok – for fornøjelsens skyld - en meget almindelig skik. En skik? Tukaner og pungstære der driller en ørn? Prinsen så den allegoriske ørn omringet af karnevalistisk offensive horder, en fuglemultitude. De samarbejdende dyr mod ensomme majestætsvæsener.

The key question, as we shall see, is how natural selection can produce selfish genes that prescribe unselfishness.

The trade-off between individual sacrifice and colony welfare is even more evident in the case of defense. Aging workers of the green tree ant of Australia (Oecophylla smaragdina), who are distinguished by reduced fat bodies and ovaries, emigrate to special ”barrack nests” located at the territorial boundary of the colony. When Oecophylla workers from neighboring nests or other invaders cross the line, these guards are the first to rush to the attack (Hölldobler 1983). (It can be said that a principal difference between human beings and ants is that whereas we send our young men to war, they send their old ladies.)

whereas we send our young men to war, they send their old ladies

Why has social existence evolved at all if belonging to a group diminishes personal reproduction? The answer is clearly the enhancement of group survival that promotes individual survival.

Over indgangen til koncentrationslejren i Buchenwald stod der Jedem das Seine. Suum Cuique. Enhver er sin egen lykkes smed. Du er selv ude om det. Smile or die.

Er nu kommet til afsnittet om Parental manipulation:

Any conflict between parents and their children […] is likely to be resolved in favor of the parents, who are bigger, stronger, and more forceful in any episode of conflict.

Der står en mand på gaden og skriger ”Hold så fucking kæft!” ned i en barnevogn. Det milde morgenvejr giver dagen afrejsekarakter. Mandens hår slipper ud under hatten, ligesom slagsbrødrenes gør i cowboyfilm. Han er ude for at lufte sin drabant, men den trækker skævt, skriger op. Barnets råb virkede måske som et råd, og han er ikke til sinds at blive rådgivet. Skyerne over scenariet ødemlignende (død mand, tæsket ihjel), lilla, lyserød, gråblå. Skovbunden smurt med erantis. Manden strækker ansigtet helt ned til barnet mens han råber, som til noget han vil lægge helt på plads, længst ind i skabet. ”Jeg har ikke andet end fucking problemer med dig, din fucking nar!” Nu går han videre, spyttende og råbende.

21.03.2011, kl. 10.49. 196 sider tilbagelagt. Jeg havde troet det evolutionsteoretiske ville interessere mig mere. I stedet skimmede jeg det meste. Diagrammer og ligninger, "fordelen ved at gøre sine døtre til slaver og dermed forøge også deres overlevelseschancer".

6. Kapitel 3 - The Colony Life Cycle (tredje session)

The causes of colony emigration are numerous and complex and can be understood only by attention to the natural history of particular species. The following factors have been identified in various studies:

"The situation of the family in post-Fordist capitalism is contradictory, in precisely the way that traditional Marxism expected: capitalism requires the family (as an essential means of reproducing and caring for labor power; as a salve for the psychic wounds inflicted by anarchic social-economic conditions), even as it undermines it (denying parents time with children, putting intolerable stress on couples as they become the exclusive source of affective consolation for each other."
(Mark Fisher: Capitalist Realism. Is there no alternative?)

Dette er en geigertæller. Er der noget andet du hellere vil vide om den?

22.04.2008:
Forestiller mig en anden planet, nej, jeg kan ikke. Ikke engang navnet. Lange skygger kastes ud fra industriskorsten. En flod af mindre-lys. Kragens fjerdragt mens den hakker i glasskårene.

Nogle gange spurgte vi først. For det meste gik vi bare ind i køkkenet, tog et glas og en ske. Lavede en myregift. Ting vi selv syntes var ulækre og blandinger af ting der gjorde dem ulækre: madkulør, sennep, sukker, hostesaft, Dr. Oetker-pulvere, mælk, eddike. Så gik vi ud på gangstierne og hældte de fede væsker ned i myrehullerne. Myrerne blev langsomme eller fanget i det, men de døde sjældent. Det generede os. Vi snakkede om syrer og hvad man mon lavede dem af.

Nest disturbance. A mechanical disturbance of the nest, admitting light and air currents to the brood chambers, causes an immediate retreat by the queen and nurse workers, with the latter hastily transporting brood pieces and fragments of food into the intact nest interior.

Flooding. Some ant species respond in a dramatic manner to even partial flooding of the nest. Minor workers of the Netropical forest ant Pheidole cephalica react to as little as a single drop placed in the nest entrance by making alarm runs through the nest […] They use odor trails to lead nestmates into the unobstructed entrance galleries and sometimes out of the nest altogether. With this procedure one or two workers can mobilize a large fraction of the colony in 30 seconds or less and even initiate colony emigration.

Politiske ytringer som allergiske. Allergikeren reagerer, slår ud. Men vil helst være i fred, undgå de skadelige stoffer som i et privat anliggende rammer ham. Det er det der er drømmen, utopien om splendid isolation. En dråbe, en tsunami, hvad er forskellen, begge dele er vand. En politisk reaktiv position. Impulsivitet. Handlingsbane med stor friktion, det vil sige, han bremses hurtigt (fx ved at skrive et læserbrev, et digt, råbe). Han stødes ud i en bane, raser (ud) og ryger tilbage i den gamle bane igen. Han kan ikke (og/eller mener ikke han kan fjerne årsagerne til allergenernes tilstedeværelse) fordi systemet som sådan ikke betvivles. På den anden side må man spørge om allergikeren virkelig er nogen ny politisk type. Egentlig reagerer han bare på det der vedkommer ham, først og fremmest. Kun i den, for det meste implicitte, udviklingsdepressive fremstilling underforståes det at han er en ny, svagere, indskrænket, opindividualiseret type. Man kunne mene, at det bare drejer sig om et fremstillingsmæssigt, pædagogisk greb (”noget skal man jo sammenligne med”) og at man egentlig ikke rigtig tror på, at der har eksisteret en anden type politisk borger nogensinde, i større stil. Man kunne også mene, at henvisningen til denne politiske guldaldertype, som i skålsangen altid havde almenvellets interesser som pejlemærke og aldrig fik privatudslæt, i virkeligheden lokaliserer utopien i fortiden, og dermed slipper for det besværlige konkrete materiale og alle analyserne. Og bygger videre på forestillingen om det politiske som et (af persongifte) de-kontamineret område ”den i øjeblikket politiske” træder ind i.

An equally remarkable phenomenon is the living rafts of fire ants. Those of Solenopsis invicta have been observed in the floodplains of the southeastern United States […] As flood waters rise, the ants move upward through their nests to ground level and then form large masses that float on the water surface. Both brood and queens have been found alive in the centers. The masses eventually anchor to grass stems or bushes sticking out of the water, and apparently return to the soil when the flood recedes.

Nest microclimate change. A more gradual alteration in nest microclimate induces emigration even in the absence of mechanical disturbance or flooding.

”Selv tanken om hans eget forfald var ham ikke alene behagelig, men gav ham endog en slags vellystsfornemmelse, når han, før han faldt i søvn om aftenen, ofte levende forestillede sig sin krop blive opløst og falde fra hinanden.”
(Karl Philipp Moritz: Anton Reiser)

Predation. One response to invasion by the nest by hostile ants or other enimies is ”panic alarm” during which the workers incite nestmates to flee into the nest interior or out of the nest altogether.

Næste kapitel hedder Altruism and the Origin of the Worker Caste.

5. Kapitel 3 - The Colony Life Cycle (anden session)

Brood care and larval reciprocation, hedder afsnittet jeg læser nu:

In some species worker-laid eggs are usually consumed by the queen, by the larvae, and, less commonly, by the other workers shortly after they are deposited; thus they deserve to be called ”trophic” eggs (oeufs alimentaires).

Liquid food exchange by regurgitation continues through the life of the larva. The larvae of predatory, scavenger, and granivorous ant species (hence the great majority of all ant species) are also fed fragments of insects or seeds […] The workers cut up this material and often chew it as well before placing it directly on the head or in the feed basket (just below the ”chin”) of the larva.

Table 3-3 handler om myrearters levetid:

1. As expected, mother queens live much longer than workers in all groups of ants. The astounding figures for longevity of Camponotus, Formica and Lasius queens, ranging from 18 to 29 years, make these ants the most long-lived insects ever recorded.
2. Males have a shorter adult life span than either queens or workers.

Når det blev for varmt på Gangessletten for englænderne i Indien i det 19. og 20 årh. flyttede de hele administrationen til den køligere bjergby Shimla. I dag tager turen fra Kolkata 1 dag og to timer i bil ad NH 2 (1783 km). Den må have taget mange dage i 1870'erne. Svedende John Lawrence, vicekonge af Indien, forrest (?) i karavanen af heste, elefanter (?), æsler (?), muldyr (?). Let duknakket, vuggende, slumrende på dyreryg. Lange kolonner af koloniembedsmænd med tungt lastede vogne fulde af administrativt materiale. Mobile arkiver. Hierarkier på farten. Og med flere ophold undervejs. Hold your horses! En af vores vogne med blanketter har mistet et hjul!

Jeg læser afsnittet om Colony movements. 17.03.2011, kl. 9.59

Colonies move from one site to another more frequently than previously imagined, and the emigrations are organized by sophisticated systems of communication among the workers that entail motor and other tactile signals, release of pheromones, division of labor, and bodily transport.

Hvordan evakuerer man Tokyo?

Da jeg var dreng, i firserne, blev vi - i tysktimerne og af fru Abildgaard især - nærmest oplært i en mulig atomkrig. Vi læste en historie om atomkrig i Europa, jeg husker ikke hvordan den begyndte og ikke baggrunden for den, måske var den del af historien ikke vigtig, den lå så følgerigtigt i slipstrømmen af den almene følelse af akut trussel. En familie som fagfolk havde givet ansvar for at lære os tysk var på flugt fra det radioaktive nedfald. De vandrede, sammen med mange andre, ad den tyske Autobahn. I en helt planløs omkringflakken, der var ikke noget sted at blive evakueret til. De havde ikke noget at spise og alt var allerede kontamineret hvor de stod og gik. Huden faldt af i flager, folk tabte håret, også i den lille tyskfamilie, så vidt jeg husker. Øh, ich øh glaube das der Mann, also der Vater, sein … seine Haare verliert, verloren hast, hat. Tydeligst står billedet af haltende og hulkende menneskemasser midt på vejbanerne mellem afbrændte motorvejsgraner, kun meget få biler, og de fór forbi, i stor fare for at blive kapret. Jeg spekulerede ikke så meget over det dengang, men var der nogle af familierne omkring os i parcelhuskvarteret der beredskabsstyret købte konserves og andet ind til en eventuel postatomkrig? Gik nabokonerne i Brugsen med indkøbslister fulde af almindelige ting, men også altid med tanke på overlevelse i kælderen, hvis det skulle ske? Opbevarede de en 72-timers-kasse med konserves, mel, frisk vand, batterier, jod, husapotek, læsestof, stearinlys, tæpper, transistorradio o.a. i krybekælderen eller i garagen? Og gik de jævnligt ned og skiftede vandet ud, tjekkede melets sidste salgsdato, lagde en ny bog til de andre (”Den får jeg først læst efter atomkrigen”)? Min mor gjorde ikke, jeg tror det ikke. Det ligner hende ikke. Hendes ”lyssyn” bygger på en evne til at ”lukke døren ind til mørket”, som hun siger. Da hun sagde det første gang så jeg straks en lang flugt af døre og en masse små ens rum imellem dørene. Jeg ved ikke om jeg tænkte over dette, om jeg, som nu, vanemæssigt og smådovent, var tilbøjelig til at tænke på dørene og rummene som et billede på noget? Om jeg også dengang vendte billedet om, så det ikke længere var horisontalt, men vertikalt, og rummene som et reagensglas lod sig fylde med mørke, gradvist og fra bunden. Logikken var altså, at jeg ikke troede man kunne blive ved med at lukke dørene for mørket. Ganske ordinær forestilling. Ville ønske jeg havde en anden. I vores krybekælder lå der bl.a. gamle tegneserier og mørnede i de fugtige små underjordiske skuffer. Jeg var fascineret af at krybekælderskufferne mimede rummene ovenpå, at jeg faktisk havde en skuffe med præcis samme omrids under mit værelse. Jeg var måske dernede en to-tre gange. Vi åbnede tit lugen derned, min søster og jeg, og udpegede gammelt legetøj og sorte affaldssække med lommelygten. Det gjorde os ældre at pege på noget gammelt med en lommelygte. Men vi var også overbeviste om, at der var rigdomme af glemt legetøj dernede, ligesom vi troede der var i plasticsækkene på loftet. Det gjorde os interessante at der var noget interessant vi havde glemt. Vi ville ikke have kunnet overleve i den krybekælder. Kravle rundt i mørket med ondt i nakken, bare for at overleve? Jeg tror vi ville have holdt os oppe i huset. Der var bare desværre ingen rum uden vinduer. Jeg havde læst at Beredskabsstyrelsen anbefalede (og anbefaler) folk at søge ind i et rum uden vinduer, hvis der er radioaktiv stråling i området. Så min far ville nok have banket nogle spånplader op foran et vindue, højst sandsynligt i soveværelset, vi ville hente hunden, lukke dørene og sidde derinde, måske i lyset fra øjeblikkeligt rationerede stearinlys. Dengang hang der et spejl på den ene væg, det ville hurtigt blive dækket til med et lagen eller en gammel frakke. Hvor længe ville vi kunne sidde derinde? Hvornår ville vi få lov at gå ind på vores værelser og lege? Når vi begyndte at tabe tænderne og håret kunne rives af i håndfulde? Jeg tror – nej ved - at man efterhånden vil begynde at tænke mindre på langsigtede konsekvenser og mere på sult og hvordan man får fat i mad. Så min far ville snart begive sig ud, i første omgang rundt til naboerne (men for at gøre hvad, egentlig? Spørge om de for gammelt naboskabs skyld havde noget de ikke skulle bruge?), senere måske ”om i byen”, måske før, måske længe efter de andre fædre og mødre og enlige havde fået samme ide og ruderne til supermarkederne var baldrede og hylderne tomme, også for vin og spiritus, næppe for shampoo og børnetøj eller elpærer. Vi ville forresten slet ikke have overlevet. Hvis russerne og østtyskerne havde gjort alvor af deres plan om at bombe en kanal på tværs af Jylland med omkring 70 atombomber.

Jeg fik læst cirka 6 sider i dag, der er cirka 600 tilbage.

4. Kapitel 3 - The Colony Life Cycle (første session)

The ant colony is an almost exclusively female society with the males remaining in the nest only until the time of their invariably fatal nuptial flight. Also, the entire activity of the colony can be said to pivot on the welfare of the queen.

The virgin queen departs from the nest in which she was reared, leaving behind her mother, who is the queen of the colony, and her sisters, who are either sterile workers or virgin reproductives like herself.

The vast majority of virgin queens die within hours of leaving the mother nest. Most are destroyed by predators (Figure 3-4) and hostile workers of alien nests, while the others are variously drowned, overheated, and desiccated.

Den 30. januar før eller under Første Verdenskrig var entomologen W.W. Froggatt ude at gå en tur i North South Wales, Australien. Det var sommer. Det havde været meget varmt og blæsende i dagene op til. I nærheden af Armidale besteg han Mount Roul, et cirka 1 km højt og isoleret beliggende bjerg med flad top og en tæt bevoksning af sorttornbuske. Pludselig blev han – beskriver han – omgivet af en tæt sky af bevingede myrer. Der var tusinder og atter tusinder af dem. De sad overalt på stenene og i græsset. Luften var mættet af dem, og flertallet fløj rundt over buskene hvor hannerne parrede sig med hunnerne. Så snart en han fangede en hun omringede de andre hanner parret til der var en klump på størrelse med en næve af tilsyneladende kæmpende myrer. Så skete der pludselig noget, klumpen faldt til jorden og myrerne spredte sig igen. På hver busk blev der dannet klumper, nogle steder op til tolv per busk. Det fortsatte hele morgenen. Froggatt skriver: ”Jeg var lidt bange i begyndelsen, men myrerne ænsede mig ikke, eftersom hannerne var så ivrige i deres bestræbelser på at få fat i hunnerne.”

Som barn var det et mysterium for mig at myrerne den ene dag kravlede op og ned ad deres huller og den næste pludselig havde fået vinger og fløj sindsforvirrede rundt over gangstien og i haven. For mig fandtes der logisk uforenelige kategorier. En kategori bestående af dyr med vinger og en anden af dyr uden. Det gav ikke mening at være medlem af begge. Husker nu ikke at jeg undrede mig meget eller længe over det, selvom det havde været kønt og måske tegn på entomologisk talent. Det mærkeligste var flyvemyrernes kraftesløse initiativ. De fløj ikke særlig langt og når de landede på jorden kravlede de bare planløst rundt. De virkede sløve, ugidelige, fulde af dødsdrift. Men de var i gang med parringsflugten, the nuptial flight, forstår jeg nu. H&W skriver at denne massesværmen selvfølgelig er et forsøg på (selvom ordvalget giver indtryk af en eftertænksom bevidsthed bag) at ”overbelaste rovdyr” (overloading predators).
Jeg har et ømt punkt for overbelastningsstrategier. Også i litteraturen. Generøsiteten der bliver fjendtlig. Når mængden af processérbart materiale overstiger processorens evner. Kognitiv nedsmeltning. Når noget der egentlig opfører sig helt efter bogen, altså linje for linje skrider frem med forståelighed på forståelighed, i længden folder sig eksplosivt ud i læserbevidstheden og bliver til en art støvsky på vej i alle retninger. Som i Walsers mikrogrammer, bittesmå tekstkomprimeringer der konsekvent søger mod at nedbryde læserens ønske om at ”rumme” og ”overskue”. Teksterne som læseoplevelser har derfor hos Walser mange ligheder med figurerne i hans bøger: De dirrer af modsatrettede energier, de er aggressivt underdanige, ironisk imødekommende, de lokker, ansporer, udfordrer, driller og nedgør læseren. Fordi læseren altid er i fare for at stivne som ”læser”, den lettere nedladende tekstprocessor som blasert nikkende kører sin finger under linjerne og nyder sikkerheden i ”at forstå det hele, godt og vel”.
Walsers forfatterskab ”handler om” at underminere den slags stivnen.

View

Not the city lights. We want

-the moon-

The Moon

none of our doing!

(Rae Armantrout)

Læser videre om Nuptial Flights and Mating:

The glandular sources of sex pheromones produced by female ants have been identified only for a few species.

Virgin queens release a male-attracting pheromone from the poison gland

Hærmyrernes arbejderråd vælger den rette til dronningen:

Because queens are flightless and never leave their colony, males must fly between colonies and run the gauntlet of the workers before they approach the queen. For this reason, the workers can choose which males will be admitted and which virgin queens will be inseminated by the males. Army ant workers may therefore be involved in a unique form of sexual selection in which they choose both the matriarch and patriarch of new colonies.

Brudepar sønderhakket under espalier af sabelsvingere.

One obvious question concerning the ultimate reproduction success of males is whether it is better for a male to invest all of his sperm in a single female or else to copulate with several females.

The happy few, chih-yin, "den, som opfatter tonen", eller så mange som muligt.
Refleksagtigt skrev jeg "eller" i linjen ovenover. Snigløbet af syntaksvaner.
Der burde have stået:
The happy few, chih-yin, "den, som opfatter tonen", og så mange som muligt.

3. Kapitel 2 - Classification and Origins (anden session)

Colonies of Nothomyrmecia macrops are in fact sometimes founded by multiple queens, although well-developed colonies typically have only a single queen. When Hölldobler and Taylor (1983) introduced two queens to a group of queenless workers, the queens behaved amicably toward each other at first, but later one began to dominate the other by standing above her at frequent intervals (see Figure 6-7). Later the workers expelled the subordinate queen by repeatedly dragging her outside the nest.

Katarina 2. den Store skal efter sigende have skrevet tre komedier (eller kun én?) om den falske greve, sortekunstner, fusentast, kvaksalver, eventyrer, selvproklamerede stor-kofta Alessandro Cagliostro (hvis virkelige navn selvfølgelig var et andet). Interessant at magten kaster sig over satiren. Og sjældent. Måske var det Katarinas forsøg på at distancere sig fra Cagliostro, som vistnok i første omgang havde haft stor succes og mange tilhængere i St. Petersborg. Som han altid havde indledningsvist hvor i Europa han end dukkede op. Fra en anmeldelse af en tysk bog om Cagliostro oversætter jeg: "Et ophold i Rusland i 1780 endte i vanære, da det kom frem at Cagliostro havde 'helbredt' et dødeligt sygt barn ved at erstatte det med en baby købt billigt."

H&W citerer Wheeler, der beskriver Scleroderma-arten, hvor moder-scleroderma'en finder en billelarve hundrede gange større end hende selv og paralyserer den med sin gift, lægger æg på den, æg som bliver til larver der så drikker byttets safter:
”Although she will sometimes eat her eggs I have never seen her attack one of her larvae. The devouring of some of the the eggs seems to be due to a tendency to regulate their number according to the volume of the prey. […] The males emerge first from their cocoons, at once eat their way into the female cocoons and fecundate the pupae. They also mate readily with the same individual five to eight times after brief intervals. The same females may also mate with several males in succession. So great is the ardour of the latter that they often attempt to mate with one another. The mother being a long-lived insect may mate with one of her sons and will readily paralyse another beetle larva, rear another brood and mate again with one of her grandsons.”

SCLERODERMA NOIR

she will sometimes eat her eggs
due to a tendency to regulate
their number

the males emerge
from their cocoons, eat their way into the female
cocoons
and

the same females
mate readily with the same individual
five to eight times
after brief intervals

so great is the ardour
mother being a long-lived insect
mate with one of her sons
and mate again with one of her grandsons

Det afsnit jeg læser nu hedder: The causes of success
Tidspunktet: 11.03.2011, kl. 10.39

What unusual or unique biological traits led to the remarkable diversification and unchallenged success of the ants for over 50 million years? The answer appears to be that they were the first group of predatory eusocial insects that both lived and foraged primarily in the soil and in rotting vegetation on the ground.[...] The wingless workers can easily penetrate small, remote cavities less accessibleto flying wasps, which are burdened with wings and bulky thoraces. Armed with stings and toxic chemical weapons, the ant workers are formidable predators. […] Under most circumstances groups of workers are better able to forage for food and defend the nest, because they can switch from individual to group response and back again swiftly and according to need.

Da jeg bladrede igennem The Ants første gang ved ventehylderne på Nørre Allé faldt jeg med et gib over de sider jeg nu er nået til: Table 2-5 A glossary of anatomical and other specialized terms commonly used in art taxonomy. En specialiseret ordliste over myrers hårtyper (!), former på kropsoverflader, kropsdele o.s.v.

Jeg ved ikke hvorfor jeg er så vild med den type lister. Har altid været det. Selvom jeg som barn ikke opfattede det som ordlister når jeg var med min far på arbejde og hørte ham og hans tømrermakker udveksle først ord, så det navngivne stykke værktøj. En lægtehammer, gerigter, spær, dykkere, vaterpas. Når Otto tog en blå blyant op af baglommen og gav sig til at tegne direkte på de rå stykker tømmer eller en gipsplade for at præcisere hvordan et eller andet skulle gøres. At jeg ikke forstod hvad ordene refererede til, men samtidig så at benævnelsesakten virkede. De rakte hinanden alle mulige redskaber, de diskuterede forskellige løsninger, noterede skruestørrelser og numre på rawlplugs på mellemlægspapir og gav det til formanden (han gav indtryk af at ville være med stort F) som så senere søvngængeragtigt sikkert vendte tilbage med tingene. Et hemmeligt broderskab!

Når den ene stilladsarbejder råber ”en to-meter diagonal” ned til den anden sker der noget i hejseværket, og det må være sådan en der i huggende bevægelser ryger op forbi etagerne. Og skruer i en spand og planker, men nu har jeg allerede mistet interessen og ser dem mere og mere udefra, synes jeg. Ser ikke længere. Er nået helt ud til højre i se-spektret, derude hvor man kun lukker lys ind. I går opdagede jeg, at der på første sal i huset overfor ligger en gynækologisk klinik. Gynækologen er en ældre hvidhåret kvinde som tager et nyt lag læbestift på efter hver konsultation. Jeg opdagede også, at hun ikke havde rullet persiennerne ned i den øverste tredjedel af vinduet og jeg kunne se direkte ind på kvinderne der lå med spredte ben (væk fra mig) mens lægen stak vatpinde op. Hun behøvede ikke sige fagudryk til nogen, hun vidste selv hvad hun skulle have hvornår, og gav sig også tid til at tale med kvinderne som, mange af dem, lå med hænderne under hovedet og med hovedet hævet for lettere at kunne se lægen og tale med hende. Måske endda gestikulere til hende, hvilket rørte mig sært. Tillægsord er farlige, siger gestikken. Lider jeg af adjektivitis, tror du det, læge? Min nærsynethed bliver bedre med årene, det vil sige, den har et skarpt øje til en sproglig atrofi (i mig). Som om jeg forstår mindre og mindre af begreberne i sig selv, som om redskaberne bliver dårligere og uskarpe, og som om hvert eneste øjeblik kræver sine egne redskaber … men allerede dét er jo en forenkling, en idealisering som har mere med sproget at gøre, eller med tankens uldenhed, for hvert eneste øjeblik kræver ikke sit redskab, overhovedet ikke, overhovedet ikke, det meste er gentagelser og gåture hvor jeg anstrenger mig for at se noget nyt. Men hvad er det så? Et afsnit af verden der lukkes ned? Dørene lukkes og forsvinder ind i væggen.
Øjnene i nakken klistres til af ikke at blive brugt.

Når jeg legede med min ven i det vi kaldte Myretræet for enden af gangstien, gik legen ud på at den ene af os sad oppe i træet og udførte et eller andet meget vigtigt på træet med en kæp. Den anden stod nede på jorden og rakte ham i træet de stykker værktøj han bad om med selvopfundne nonsensord. Imens kravlede myrerne op og ned i træet. Det hed Myretræet fordi vi samarbejdede med myrerne om et eller andet. Jeg tror ikke vi havde behov for at være mere specifikke med hvad det arbejde bestod i. Vi hjalp træet, myrerne hjalp træet. Jeg kan ikke huske meget fra dengang, men jeg kan huske at vi havde en let overbegejstret måde at rose myrerne på når vi gik tilbage ad gangstien. Som om vi øvede os i, eller parodierede, et paternalistisk sprog. Det var ligegodt fantastisk som vi hjalp det træ sammen. Myrerne forstod os, de fortsatte vores arbejde når vi lavede noget andet. De var også dygtige, indviede.
Måske var vi bare allerede sentimentale som børn.

Måske elskede og elsker jeg fagsprogene fordi intet er for sjældent eller småt eller usynligt for det blotte øje til kunne blive navngivet. Jeg elsker dem fordi de navngiver noget jeg ofte ikke aner hvad er. Men jeg elsker dem samtidig også fordi der er noget komisk over denne vilje til at præcisere og navngive. Og jeg elsker dem også fordi der er noget rørende over nærsynet, fx allerede i det andet ord på listen over Pilosity (body hairs):

Decumbent. Referring to a hair that stands 10 to 40 degrees from the surface.

Andre fra ordlisten:

Aciculate. Finely striate, as if scratched by a needle.
Glabrous. Smooth, hairless, and shining.
Pruinose. Having the appearance of being frosted or lightly dusted in the manner of a plum; for example, the body surface of a Platythyrea.
Shagreened. Covered with a fine but close-set roughness, like shark leather.
Falcate. Sickle-shaped.
Gibbose. Humbbacked.
Pectinate. Comb-shaped.
Alate. Winged.
Dealate. Having shed the wings, as an inseminated female.
Diastema. A relatively large and conspicuous gap between two adjacent teeth on the mandible.
Gula. The central part of the lower surface of the head.
Ruga. A wrinkle.
Rugula. A small wrinkle.
Seta. Hair.

Ulf Stolterfoht har udgivet flere fachsprachen-digtsamlinger. Henning Vangsgaard har oversat tre digte til dansk fra fachsprachen X-XVIII.
I fachsprachen XIII, neun lieder in neun sprachen er der også et på dänisch:

kvaelstof. art gangsti rap rytme. be-
drift: sone knallert alfons killing
faktisk kolerisk. abe derfor ondartet
medmindre giftsvamp traktement. blod-
type negativ. paradoksal. narkoman slingre

inde sladder. wcer. kloakering. krops-
visitation. ude herkomst vildt sagsbe-
handler laban vissen. saks! hulkort sin
periferi. ruskind. omliggende slam. ofte
pigget et pimpsten. overtrukket. nu heste-

kraft (donkraft) sprudle em sanse koket.
pendul slagte siksak med maksimalhastig-
hed - straks retning celle. endnu? snak-
som virke disse tekst vi svullen. ham-
stre sin karakterblad. is halt es kon-

kludere - odder? studse kurs ung sagtens
bums! denne kunstner (bese: tandtekniker)
lystre yppig "form social". ane vat? veje
slubbert klasse mundig. svende alle anarki.
kende kende. plads for stoppe. lettroende.

Dansk set gennem tysk. Konkludere - odder?

Nu følger i The Ants næsten 50 sider med Taxonomic Keys, lister over living subfamilies of ants i hele verden. Derefter 60 sider med tegninger af forskellige subfamilier af myrer, set i profil, oppefra og en face.

11.03.2011, kl. 11.45 – Det sner OG tordner. Jeg har læst og bladret mig igennem andet kapitel.

2. Kapitel 2 - Classification and Origins (første session)

Det her kapitel er meget langt. 138 sider. Kan ikke nå at læse det i ét stræk. Må fordele det over de næste dage, i flere sessioner.
Jeg har det ambivalent med klassifikation. Det minder mig om metaforer. Som jeg også har et ambivalent forhold til. Måske fordi metaforer har klassifikationsagtige kindbakker. Nej. Fordi jeg bliver drevet frem af klassifikationens motor, lysten til rigtigt at ordne, få sat skik på rodet, have skridsikker viden. Ligesom med metafortoget der får fart og kører af sted med hovedet og dér står kroppen tilbage og nu ved man ikke længere hvad der er på færde i metaforen.

Klassifikation som noget udtømmende, metaforerne (vævet af dem i et værk) og deres drøm om at være udtømmende. Forestillingen om systematisk tænkning. Men Shakespeares metaforiske net gennem skuespillene, er det et systematisk (dvs kohærent) net? Jeg ved det ikke. Tror nok at jeg elskede at læse dem engang fordi jeg syntes de både var og ikke var. Der var noget vildt blafrende i dem. Men altså noget der hang nok sammen til at kunne blafre.

Schlegels bedste Athenäum-fragment berører noget lignende: Fragment 53 – "Det er lige dødbringende for ånden at have et system og intet at have. Derfor bliver den vel nødt til at beslutte sig for at forbinde begge dele."

Hvorfor minder det fragment mig om følgende passus fra The Book of Chuang Tzu? -
"To use a finger to show that a finger is not a finger, is not really as good as using something that is not a finger to show that a finger is not a finger; to use a horse to show a horse is not a horse is not as good as using something other than a horse to show that a horse is not a horse." Deler Schlegel og Chuang Tzu en trodsig tænkemåde, er der trods inde i tanken? Måske ser jeg en forbindelse fordi jeg opfatter en beslægtet humor? Eller er forbindelsen bare at jeg godt kan lide begge citater?

Jeg læser videre. Min myreforskning. Med forventning om at de linjer jeg ikke rigtig forstår på et tidspunkt vil samle sig til en garnnøgle af forståelse. Suspenderet frustration, den bedste måde at læse på. Det jeg læser nu vil give mening senere, i en anden linje. Når lommelygten virker igen for enden af paragraffen.
Når myren har fået set sig omkring.
Som hos Michael Palmer.

I sin anmeldelse af Michael Palmers First Figure skrev Rosmarie Waldrop rosende om Palmer at: "He is too aware of the way language shapes our consciousness to think of using it as a tool." Hun citerede også fra et af digtene: an ant is an ideal reader.
Siden jeg læste det digt og den linje første gang sidst i halvfemserne har linjen stået som den mest præcise beskrivelse af den ideelle læser for mig: Den ideelle læser bevæger sig som en myre gennem teksten, cirklende, søgende, frem og tilbage, på kryds og tværs.

Nu: The Taxonomy of Ants

Internal anatomy, especially that of the exocrine glands used in communication and combat, is reviewed in Chapter 7.

På Figure 2-1 seer man en tegning af Worker of the New Zealand ponerine ant. Ingen farver. Den har mandibles, et compound eye, en tarsal claw på det bageste ben, en del af antennen hedder funiculus. De næste sider har tegninger af kindbakkerne i close up. Et sted på kindbakken kaldes articulatory border. Articulatory borders minder mig om Waterhouse. At jeg flere gange har oplevet efter at have læst hans bøger, senest Der Honigverkäufer im Palastgarten und Auditorium Maximus, at hans helt særlige udemonstrative sprog, hans forkærlighed for et sprog der ikke bliver plakatagtigt (plakativ, som det hedder på tysk), sætninger der ikke lukkes med bomme og konklusioner men med spørgsmål, strukturer der ikke bygger på et fasttømret begrebsapparat, men er flydende, kredsende, undersøgende. At jeg flere gange har oplevet hvad? At det sprog får mig til at føle mig som en skrydende barbar. Fuld af begreber, metaforer, retorik, greb, klodsethed og nemme syntaktiske genveje. Plus dårlige vaner.

En myre kan også have en subglossal brush. Jeg ved ikke endnu hvad den kan bruges til. Hvis myren kunne tale måske til at børste det sagte ud med igen. Så man kunne tale ud i det sociale rum, men slette det straks efter. Tale til sig selv uden at gøre det indenad. Jeg ved ikke hvad det skulle gøre godt for.

Close up af the sting apparatus. Det yderste af brodden hedder lancet. Der er noget der hedder et sting chamber og en venom canal. Anal følsomhed bor sikkert i myrens anal sensilia, som ligner ekstravagante øjenvipper.

Nærbillede af og navngivning af delene på en myrevinge. Hvorfor er det rørende?

Figure 2-13 viser klassifikationen af myrelarvens forskellige kropsformer i forskellige stadier. Til hvert lille trin et navn. Fra Pogonomyrmecoid til Rhopalomastigoid.

Myrmekologisk torsdag i marts 2011, arbejder mig langsomt og med stor lyst til at skimme gennem afsnittet: Origin of the ants. Hvorvidt et fossil fra kridttiden hører til myrerne eller til en primitiv underfamilie. Studerer et kladogram hvor ingen af de latinske betegnelser giver mening. Alle ender på -dae. Loboscelidiidae er min favorit her og nu. At jeg ikke forstår noget. Waterhouse der i sin seneste bog skriver om den udgivelsesrække han ville grundlægge, Africa Bookshop, men ville er for voldsomt et ord. Det var noget mindre end vilje der lå bag, noget der ikke nåede op i viljehøjde. Her kommer afsnittet:

"Ich hatte versucht, Africa Bookshop zu gründen, versuchte es immer noch und fand und fand den nicht und die nicht, die sich die Zeit genommen hätten, meinen langen Vorschlag anzuhören, den Plan. Ich hatte in diesem und jenem Verlag Gespräche geführt oder Gesprächsanfänge, gerade das geführt, was ich nicht gerne führte, Gespräche, die ich genauer gesagt nicht führen konnte, zu führen mich nicht eignete. Ein Gespräch war meiner Anschauung nach führungslos, und ein gutes Gespräch war planlos. Darum wollte ich meine Pläne Africa Bookshop betreffend so erzählen, daß sie planlos würden, daß die ganze Sache absichtslos würde - Africa Bookshop absichtslos, without design, without a purpose, without malice, without a view of doing, ohne Tücken. [...] Vielleicht war das, was ich sah, das Unübersetzbare (darum halbwegs Sprachlose, halbwegs Stumme)? War das und würde das der andere Titel sein der Sammlung? Untranslatable Africa? Warum Untranslatable herausgeben in einem Verlag in Österreich? Um nicht zu übersetzen? Um in keine der europäischen Sprachen zu übersetzen? Um unübersetzbare Sprachen zu hören? Um die unübersetzten Ziegen und Hühner, Schlangen und Schmetterlinge, Flüsse und Flußufer, Zelte, Wälder und Kinderrufe, die Wüste und den Mann zu sehen? Die Antwort auf die Frage Warum? Sah ich den Büchern etwas, etwas Unübersetztes, zu dem das Wollen nicht hinführte?"

Så jeg noget i bøgerne, noget uoversat, som det at ville ikke førte hen til?

Side 27. Beginnings of social behavior. Morfologiske ændringer, adfærdsevolution. Hvordan det sociale opstod. En forsker der hed Evans lavede en trettenpunkts gradering af myrernes udvikling fra det mest primitive stade til det mest avancerede.

1. Female stings prey, lays egg.
2. Female stings prey, places it in a convenient niche, lays egg.
3. Female stings prey, constructs a nest on the spot, lays egg.
4. Female builds a nest, stings prey, transports it to nest, lays egg.
5. Female builds a nest, stings and transports a prey item, lays egg, then mass provisions with several more prey (added quickly, before egg hatches).
[...]
8. In addition to progressive provisioning in a preconstructed nest, female macerates prey items and feeds the pieces directly to the larvae.
9. Founding female is long-lived, so that offspring remain with her in the nest, add cells, and lay eggs of their own.
10. Little colony of cooperating females engages in trophallaxis (liquid food exchange), but there is still no division into reproductive and worker castes.
11. Behavioral division between a dominant queen caste and subordinate worker caste appears; unfertilized workers may still lay male-destined eggs.

1. Kapitel 1 - The Importance of Ants

Det begynder godt.

Ants are everywhere, but only occasionally noticed. They run much of the terrestial world as the premier soil turners, channelers of energy, dominatrices of the insect fauna - yet receive only passing mention in textbooks on ecology. They employ the most complex forms of chemical communication of any animals and their social organization provides an illuminating contrast to that of human beings, but not one biologist in a hundred can describe the life cycle of any species. The neglect of ants in science and natural history is a shortcoming that should be remedied, for they represent the culmination of insect evolution, in the same sense that human beings represent the summit of vertebrate evolution.

for they represent the culmination of insect evolution

Hvor var det jeg læste noget i retning af at eventuelle rumvæsner sikkert ville lande ved den første og bedste myretue og ignorere menneskene? Og var der en vrissen triumf i udtalelsen? Det minder mig om et afsnit af Star Trek jeg ikke har set. Kun hørt om. Nogen kom og evakuerede blåhvalerne fra Jorden i sidste øjeblik. Resten af biomassen blev efterladt.

H&W skriver om myrerne at de sammen med termitterne og visse bier og hvepse er eusociale:

This means that two or more generations overlap in the society, adults take care of the young, and, most importantly, adults are divided into reproductive and nonreproductive castes, in other words queens and kings versus workers

Tag til Amazonas. Mål en flade på 100 gange 100 m ud (1 hektar). Her vil være over 8 millioner myrer og 1 million termitter. Omkring en tredjedel af hele biomassen i Amazonas udgøres af sociale insekter. Så vidt jeg forstår er træerne også del af biomassen. Hvilket kun gør det endnu mere overvældende.

Wilson (1988) identified 43 species in 26 genera in a single tree from the Tambopata Reserve in the Peruvian Amazon.

Der er cirka 8800 kendte myrearter på kloden. De eneste steder der ikke lever myrer i naturen er Antarktis, Island, Grønland, dele af Polynesien og nogle småøer hist og her.

Ants are resistant to hard radiation.

At least some ant species are also highly resistant to industrial pollution. Near a nitrogen plant in Poland, populations of Myrmica ruginodis and Lasius niger remained robust after other invertebrates became scarce.

Surprisingly, some species are even able to survive under water. Queens and workers of Formica species can live for up to 14 days or longer while submerged, during which time they are in an anesthetized condition and their oxygen consumption falls to between 5 and 20 percent of the usual resting rate.

H&W skriver at myrekolonien er en superorganisme. I biologisk research kan man analysere den som en sammenhængende enhed og sammenligne den med en organisme. De enkelte myrer kan sammenlignes med celler.

Although it is virtually impossible to dissect a higher organism into its constituent parts for study and then put it back together again, alive and whole, this can easily be done with an insect colony.

Finally, ants are extraordinary among social animals in the swiftness with which they adapt to radically altered environments in the laboratory and resume normal behavior under the gaze of the investigator.

resume normal behavior under the gaze of the investigator

I studiet af myrer, lover H&W, kan man indsamle viden om bl.a.:

The effects of competition on community structure.

I kapitlets sidste paragraf denne indrømmelse:

We confess to having written this book mainly to celebrate a personal muse...

0. The Ants - Bert Hölldobler og Edward O. Wilson

Endelig. I går hentede jeg The Ants på NAT/SUND. Jeg tror det er hovedværket om myrer. Det står alle steder, hvis man søger på Bert Hölldobler og Edward O. Wilson: The Ants. Over 700 sider, STORT FORMAT/NATURVIDENSKAB. Jeg må forsøge at bogarte bogen. Det kommer til at tage tid at få den læst.
For tyve år siden læste jeg Bernard Werbers bøger om myrer. Nu har jeg glemt alt om de bøger, de var måske endda dårlige. Skulle det så være derfor jeg har glemt dem? Næppe. Jeg glemmer lynhurtigt hvad jeg har læst. Kan aldrig genfortælle handlingen i en roman. Når folk spørger om jeg har læst en bog og jeg siger ja, og de så går i gang med at tale om bogen får jeg et fjernt blik i øjnene og søger febrilsk efter en eller anden lille snip jeg kan gribe fat i og referere til.

Nu kommer

det regnvejr min søster annoncerede
fra Jylland. Jeg ringede midt
i et eventyr hun læste for sin søn. Et gedekid ledte
efter det tårn spanierne havde kastet dets mor
ud fra. Men i eventyret blev dette
til en lille dreng, der faldt gennem dagene
som et æble fra fjerde sal, i en pose godt nok, men
stadig stærkt hvirvlende og ormen indeni
fortæller historien til kiddet som bræger
i månelyset. Jeg kunne sagtens være
med i eventyret, som en æggespiser
med sure opstød, en lille salamander
med bobler på tungen. Der var frit valg
mellem alle dyr i det
eventyr! Så ville jeg være
en regnorm med feber. Stak hovedet ud
af æblet og blev ramt af den første dråbe.
Lagde røret på og havde kun hovedet
tilbage, resten sad inde i verden.