onsdag den 9. marts 2011

0. The Ants - Bert Hölldobler og Edward O. Wilson

Endelig. I går hentede jeg The Ants på NAT/SUND. Jeg tror det er hovedværket om myrer. Det står alle steder, hvis man søger på Bert Hölldobler og Edward O. Wilson: The Ants. Over 700 sider, STORT FORMAT/NATURVIDENSKAB. Jeg må forsøge at bogarte bogen. Det kommer til at tage tid at få den læst.
For tyve år siden læste jeg Bernard Werbers bøger om myrer. Nu har jeg glemt alt om de bøger, de var måske endda dårlige. Skulle det så være derfor jeg har glemt dem? Næppe. Jeg glemmer lynhurtigt hvad jeg har læst. Kan aldrig genfortælle handlingen i en roman. Når folk spørger om jeg har læst en bog og jeg siger ja, og de så går i gang med at tale om bogen får jeg et fjernt blik i øjnene og søger febrilsk efter en eller anden lille snip jeg kan gribe fat i og referere til.

Nu kommer

det regnvejr min søster annoncerede
fra Jylland. Jeg ringede midt
i et eventyr hun læste for sin søn. Et gedekid ledte
efter det tårn spanierne havde kastet dets mor
ud fra. Men i eventyret blev dette
til en lille dreng, der faldt gennem dagene
som et æble fra fjerde sal, i en pose godt nok, men
stadig stærkt hvirvlende og ormen indeni
fortæller historien til kiddet som bræger
i månelyset. Jeg kunne sagtens være
med i eventyret, som en æggespiser
med sure opstød, en lille salamander
med bobler på tungen. Der var frit valg
mellem alle dyr i det
eventyr! Så ville jeg være
en regnorm med feber. Stak hovedet ud
af æblet og blev ramt af den første dråbe.
Lagde røret på og havde kun hovedet
tilbage, resten sad inde i verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar