In some species worker-laid eggs are usually consumed by the queen, by the larvae, and, less commonly, by the other workers shortly after they are deposited; thus they deserve to be called ”trophic” eggs (oeufs alimentaires).
Liquid food exchange by regurgitation continues through the life of the larva. The larvae of predatory, scavenger, and granivorous ant species (hence the great majority of all ant species) are also fed fragments of insects or seeds […] The workers cut up this material and often chew it as well before placing it directly on the head or in the feed basket (just below the ”chin”) of the larva.
Table 3-3 handler om myrearters levetid:
1. As expected, mother queens live much longer than workers in all groups of ants. The astounding figures for longevity of Camponotus, Formica and Lasius queens, ranging from 18 to 29 years, make these ants the most long-lived insects ever recorded.
2. Males have a shorter adult life span than either queens or workers.
Når det blev for varmt på Gangessletten for englænderne i Indien i det 19. og 20 årh. flyttede de hele administrationen til den køligere bjergby Shimla. I dag tager turen fra Kolkata 1 dag og to timer i bil ad NH 2 (1783 km). Den må have taget mange dage i 1870'erne. Svedende John Lawrence, vicekonge af Indien, forrest (?) i karavanen af heste, elefanter (?), æsler (?), muldyr (?). Let duknakket, vuggende, slumrende på dyreryg. Lange kolonner af koloniembedsmænd med tungt lastede vogne fulde af administrativt materiale. Mobile arkiver. Hierarkier på farten. Og med flere ophold undervejs. Hold your horses! En af vores vogne med blanketter har mistet et hjul!
Jeg læser afsnittet om Colony movements. 17.03.2011, kl. 9.59
Colonies move from one site to another more frequently than previously imagined, and the emigrations are organized by sophisticated systems of communication among the workers that entail motor and other tactile signals, release of pheromones, division of labor, and bodily transport.
Hvordan evakuerer man Tokyo?
Da jeg var dreng, i firserne, blev vi - i tysktimerne og af fru Abildgaard især - nærmest oplært i en mulig atomkrig. Vi læste en historie om atomkrig i Europa, jeg husker ikke hvordan den begyndte og ikke baggrunden for den, måske var den del af historien ikke vigtig, den lå så følgerigtigt i slipstrømmen af den almene følelse af akut trussel. En familie som fagfolk havde givet ansvar for at lære os tysk var på flugt fra det radioaktive nedfald. De vandrede, sammen med mange andre, ad den tyske Autobahn. I en helt planløs omkringflakken, der var ikke noget sted at blive evakueret til. De havde ikke noget at spise og alt var allerede kontamineret hvor de stod og gik. Huden faldt af i flager, folk tabte håret, også i den lille tyskfamilie, så vidt jeg husker. Øh, ich øh glaube das der Mann, also der Vater, sein … seine Haare verliert, verloren hast, hat. Tydeligst står billedet af haltende og hulkende menneskemasser midt på vejbanerne mellem afbrændte motorvejsgraner, kun meget få biler, og de fór forbi, i stor fare for at blive kapret. Jeg spekulerede ikke så meget over det dengang, men var der nogle af familierne omkring os i parcelhuskvarteret der beredskabsstyret købte konserves og andet ind til en eventuel postatomkrig? Gik nabokonerne i Brugsen med indkøbslister fulde af almindelige ting, men også altid med tanke på overlevelse i kælderen, hvis det skulle ske? Opbevarede de en 72-timers-kasse med konserves, mel, frisk vand, batterier, jod, husapotek, læsestof, stearinlys, tæpper, transistorradio o.a. i krybekælderen eller i garagen? Og gik de jævnligt ned og skiftede vandet ud, tjekkede melets sidste salgsdato, lagde en ny bog til de andre (”Den får jeg først læst efter atomkrigen”)? Min mor gjorde ikke, jeg tror det ikke. Det ligner hende ikke. Hendes ”lyssyn” bygger på en evne til at ”lukke døren ind til mørket”, som hun siger. Da hun sagde det første gang så jeg straks en lang flugt af døre og en masse små ens rum imellem dørene. Jeg ved ikke om jeg tænkte over dette, om jeg, som nu, vanemæssigt og smådovent, var tilbøjelig til at tænke på dørene og rummene som et billede på noget? Om jeg også dengang vendte billedet om, så det ikke længere var horisontalt, men vertikalt, og rummene som et reagensglas lod sig fylde med mørke, gradvist og fra bunden. Logikken var altså, at jeg ikke troede man kunne blive ved med at lukke dørene for mørket. Ganske ordinær forestilling. Ville ønske jeg havde en anden. I vores krybekælder lå der bl.a. gamle tegneserier og mørnede i de fugtige små underjordiske skuffer. Jeg var fascineret af at krybekælderskufferne mimede rummene ovenpå, at jeg faktisk havde en skuffe med præcis samme omrids under mit værelse. Jeg var måske dernede en to-tre gange. Vi åbnede tit lugen derned, min søster og jeg, og udpegede gammelt legetøj og sorte affaldssække med lommelygten. Det gjorde os ældre at pege på noget gammelt med en lommelygte. Men vi var også overbeviste om, at der var rigdomme af glemt legetøj dernede, ligesom vi troede der var i plasticsækkene på loftet. Det gjorde os interessante at der var noget interessant vi havde glemt. Vi ville ikke have kunnet overleve i den krybekælder. Kravle rundt i mørket med ondt i nakken, bare for at overleve? Jeg tror vi ville have holdt os oppe i huset. Der var bare desværre ingen rum uden vinduer. Jeg havde læst at Beredskabsstyrelsen anbefalede (og anbefaler) folk at søge ind i et rum uden vinduer, hvis der er radioaktiv stråling i området. Så min far ville nok have banket nogle spånplader op foran et vindue, højst sandsynligt i soveværelset, vi ville hente hunden, lukke dørene og sidde derinde, måske i lyset fra øjeblikkeligt rationerede stearinlys. Dengang hang der et spejl på den ene væg, det ville hurtigt blive dækket til med et lagen eller en gammel frakke. Hvor længe ville vi kunne sidde derinde? Hvornår ville vi få lov at gå ind på vores værelser og lege? Når vi begyndte at tabe tænderne og håret kunne rives af i håndfulde? Jeg tror – nej ved - at man efterhånden vil begynde at tænke mindre på langsigtede konsekvenser og mere på sult og hvordan man får fat i mad. Så min far ville snart begive sig ud, i første omgang rundt til naboerne (men for at gøre hvad, egentlig? Spørge om de for gammelt naboskabs skyld havde noget de ikke skulle bruge?), senere måske ”om i byen”, måske før, måske længe efter de andre fædre og mødre og enlige havde fået samme ide og ruderne til supermarkederne var baldrede og hylderne tomme, også for vin og spiritus, næppe for shampoo og børnetøj eller elpærer. Vi ville forresten slet ikke have overlevet. Hvis russerne og østtyskerne havde gjort alvor af deres plan om at bombe en kanal på tværs af Jylland med omkring 70 atombomber.
Jeg fik læst cirka 6 sider i dag, der er cirka 600 tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar