Men jeg når kun at læse:
For two reasons ants can be intuitively expected to practice economy in the evolution of their communication systems...
I 1999 var Forfatterskolen i San Francisco, hvor vi mødte forskellige forfattere, bl.a. Lyn Hejinian i konferencerummet i stueetagen på vores hotel. Rødkindet og smuk og klog. Michael Palmer mødte vi i et meget aflangt lokale i en bygning på havnen for enden af Market Street. Det var Kaospiloternes lokaler, de havde deres første ”outpost” der. Indledningsvist holdt Lederkaospiloten, måske Uffe Elbæk, et foredrag som jeg tog notater til:
Notater fra et andet foredrag
Røber jeg for meget ved at sige: hardcore-altmuligt? Indsigter der rører sig puslespillende sammen i verdensblenderen. Der er så få vigtige råd: vær aggressiv som dem med næb og klør derude hvor den egentlige intuition drypper ned i skødet. Den egentlige intuition er ikke human. Dét var ét råd. Skrab så mange synapser sammen som muligt. Drop frygten for at blive skabelon-sindssyg. High gravity beer er altid en god ting at slå sig på. Tage sig af de konservative skal man aldrig, de kører på hvis nu-benzin. Supermarkeder producerer religion. De nye tanker jeg har ligner ved første øjekast det klassiske, but look closer. 13% af sidste år gik med at vi var i kanon vildrede. Undersøg 300.000 mennesker og hav svar på rede hånd. Den feeling er god at gå i byen med, cool hunting. Dog ikke hvis man er over 25, så opdager man aldrig den næste bølge. Systematiske behov bør opdyrkes ved hjælp af wow-motorer. Indsigten er enkel og bygger på kapital-nødvendigheden af den æstetiske variation af ja-ja'erne. El-bilen er identificeret som trussel 7, hvem ellert, nej undskyld, jeg ville bare kvikke jer lidt op. Formentlig flere kapitler i angsthistorien, men så længe I ikke skriver med på dem. Insourcing af andres øh, dét lever vi af. Ved simpel kombinatorik opdager man, at man er guddommeligt enig med alle, med hele reservatet. 14-dages-forsinkelsen gælder stadig for konsensus, men så er den der også.
(pause)
Må jeg citere autoritetsstrukturen: livet. Som gør outdated. Kriser går på to ben, altså kan de fanges i tobensfælder. Tænk venligst over det mens jeg drikker en tår Evian. Dengang jeg selv skriveblokerede humøret hjalp det gevaldigt. Humøret er noget slavesamfundet opfandt, det kunne bruges i arbejdssangene og i blues, men så er dét også sagt. Det er sjovt nok, vidste I, at Marx traskede nynnende på fisketur? I den tro at han legede langtrukkent med fiskene og til sidst tog dem med hjem til mutter og de tilrøgede unger. I har sikkert været på højskole og flakket lidt rundt med de steders brætspilsudgaver af uenighed. For at finde "kernen" i "du vil", ikke sandt? Det er klostre, venner. Seriøs transitbuddhisme sukret ind i fjant. Altid at have et nej til rådighed er hængemulens støttekorset. Tænk æsel, tænk i, tænk Peter Plys. Tanken om sult er mystisk, når man føler sig tryg til bunds. Dér kan jeg være behjælpelig. Med mindre man er tilfreds med en blafrende tipi-udsigt over Mare Silicium. Sidde der mellem hjørner i selveste Mellemhjørnet! Ha! I dén retning med mig og I vil blive belyst af identifikations gunstighed, garanteret afklaring, modtages overalt. Træk viden ud af en frisbee og den er bare en tallerken af plastic med hundebakterier på. Klokken er 2.99, jeg er er kommet til at elske jer meget over tiden. Yderst ha-ha.
Vi var også på Berkeley og høre Tan Lin læse op af Ambient Stylistics:
"This is a poem about boredom and its relation to the things that we know are not repeated. It should not describe but only skim (biographical) material we already knew. It should exist on the edge of something we already knew. It should exist on the edge of something that is no longer funny. In this way, it should create the meaningless passing of time, like disco music."
Jeg kom til at tænke på Tan Lin fordi jeg i toget hjem fra Malmö i går kom til at tænke på skimning, at jeg skimmede ret meget forleden her i kapitel 7, Communication. Hvorfor skimmer jeg? Skummer fløden så der kun er skummetmælk tilbage? Hjernen har ellers brug for fløde. Utålmodighed, ikke at kunne holde ud at læse, virkelig være sekventielt til stede, når det ikke er "spændende" eller jeg "ikke forstår det" (på den måde jeg har bestemt mig for jeg skal forstå før det er forståelse)?
Tan Lins tekst(er) vil trække poesien ud af sproget, på en måde. Ud af sekventialiteten i sproget, det at. Et. Ord. Kommer. Efter. Et. Andet. Det er sympatisk, synes jeg. At ville det. Eller. At. Sige. At. Man. Vil. Det. Mens. Man. Gør. Noget. Andet. Måske. Jeg er også interesseret i Tan Lins forhold til hukommelsen og digtningen. Hvordan han igen og igen ser ud til at sigte efter en art forglemmelighed. Muligvis ved at suge tiden ud af teksten, tvinge "læseren" eller "seeren" til at være alene om at være i tiden. Men. Samtidig gør Tan Lin alt det her i et autoritativt – Waterhouse ville måske sige ”stolt” eller ”plakativt” - sprog, som vi har vænnet os til at høre når nogen vil indprente os noget.
"It is no accident that Reagan's presidency, the disco era, and Warhol peaked at around the same historical moment. Nor is it an accident that the category for Best Disco Recording only lasted one year and that Gloria Gaynor's great disco hit and Grammy winner was titled ”I Will Survive”. A poem, like a disco hit, is designed to be immediately forgettable and some of the best presidents of recent memory were elected in the '70s when Quaaludes were extremely popular. We live in an age when we are constantly told lies, made the subject of jokes, seduced by fluff and hyped with misinformation and lies. It should aspire to ever more bureaucratic forms of data transmission and delivery. It is well known that Reagan frequently failed to remember what he had said in press conferences or briefings on the day before, that he often failed to recognize his own cabinet members as he passed them in the corridors of the White House, and that even Nancy was crushed when he failed to comfort her after she told him she had breast cancer. No one ever really knew Ronald Reagan, not Nancy, not the seventy-seven individuals he saved in his career as a lifeguard, and not even his own children – who have written that on numerous occasions he failed to recognize them. A great poem functions in a similar way. It cannot be remembered, it can only be filled with something that is unknown or no longer contains."
fra Conjunctions:35,2000
Måske vækker Tan Lins tekster især genklang i mig fordi jeg har en elendig hukommelse. Måske rammer de noget andet, en mistanke mod det der kognitivt, bevidsthedsmæssigt lader sig indkapsle, transportere, memorere. Håndtasken med ord i. Jeg kunne også godt lide eklekticismen i hans digtsamling Lotion Bullwhip Giraffe fra 2000. Modviljen mod det ordnede værk ligger ikke så langt fra de andre modviljer jeg synes jeg kan få øje på i hans bøger. Og de er ikke blevet mindre med årene, tværtimod. Nu sidder jeg med Seven controlled vocabularies and obituary 2004. The Joy of Cooking i hånden. Den udkom i 2010 og har en undertitel bestående af ni genrer: AIRPORT NOVEL MUSICAL POEM PAINTING THEORY FILM PHOTO LANDSCAPE.
5:27 35˚
What are the forms of non-reading and what are the non-forms a reading might take?
Poetry = wallpaper. Novel = design object. Text as ambient soundtrack? Dew-champ
wanted to create works of art that were non-retinal. It would be nice to create works
of literature that didn't have to be read but could be looked at, like placemats. The most exasperating thing at a poetry reading is always the sound of the poet reading.
Er der noget quixotisk over Tan Lin og tunge-i-kind over ønsket om ambient poesi, litteratur til at kigge på, digte som dækkeservietter? Sikkert. Men jeg kan godt lide begge dele, Don Q og kinder med tunger bag.
10.04.2011, 16.08. Jeg har læst én linje på side 252 i The Ants i dag. Over 500 sider tilbage. Waterhouse sagde i går i den røde stol under det røde scenelys på Bergsgatan 29 i Malmö at det havde moret ham mens han boede i USA at amerikanernes måde at udtale tante på lød som myre. AUNT/ANT. Jeg har bestilt Leif Holmstrands digtsamling Myror fra 2008.
