Myrerne genkender hinandens molekylære signaturer. Men hvor kommer koloniens odør fra?
Given that at least part of the colony odor is endogenous, the question now arises as to which individuals produce it. Is it generated by one dominant member, such as the queen, or is it a gestalt drawn from many or all of the colony members?
Man ved det ikke ...
...is still mostly unknown and is one of the principal challenges in future research.
Det handler altid om at finde ud af noget, vide mere, lukke huller, forbinde fragmenter. Forståelsen er kompulsiv. Ikke bare i betydningen: tvangspræget. Også i videre forstand: selv når vi ikke forstår noget, forstår vi dét. Selv den mest forskruede ordsalat kan ”forstås”. Problemet er ikke at der er noget vi ikke forstår, problemet er at vi hurtigt kaster os over ”sagen” (myre over bladlus) og forstår den. Lukker huller. For seks år siden da jeg boede et forår og en sommer i Berlin undrede jeg mig over den klæbrige finregn under lindetræerne på Karl-Marx-Allee. Fantaserede om en art skyggekondens fra bladenes undersider. Men det var honningdug, fremgår det nu af Erik Tetens Nielsens Insekter på Rejse:
"Med snablen opsuger de plantesaft, det foregår næsten uafladeligt, ikke med andre standsninger end de mest nødvendige. I saften er der sukker og en ganske lille mængde protein (æggehvidestof). For at få nok af det må de suge en kolossal masse saft igennem sig og får derved meget mere vand og sukker, end de kan bruge. Vandet bliver de formentligt af med ved, at det fordamper, men sukkeret må hele tiden udskilles gennem gattet som en tyk klæbrig sukkeropløsning, den såkaldte honning dug. Dyrene er jo små, men det er utrolige mængder de producerer. […] Med en 12 timers arbejdsdag vil et halvt hundrede af de små kræ producere så meget som et snapseglas fuldt, for at bruge et mere borgerligt mål. Når man så betænker de kolossale mængder af bladlus, der ofte sidder på planterne, kan man meget vel forstå, at der under et lindetræ ligefrem er en fin regn af honningdug, og at alt er som overtrukket med et lag af det søde stof..."
Berlin, Torstr. og senere Mohrenstr., skrevet den 23.05.2005:
Ved ikke hvad det er med Hölderlins myrer, men han kan aldrig have oplevet at de kravlede ind og ud af hans bærbare computer. Det var i hvert fald ikke det han blev skør af. Var lige inde på arbejdsværelset i morges og så til min gru at mit arbejdsbord var blevet invaderet af myrer. Jeg havde glemt et glas med en lille smule cola i og i løbet af natten har hundredvis af myrer via følehorn og feromoner rundsendt evangeliet om den liflige cola. Da jeg løftede min bærbare var der komma-jamboree under den. Og forsigtige følehorn fægtede inde fra udluftningskanalen. Nu sidder jeg på lur og dræber alle der kommer ud af den. Indtil videre en snes. De ved godt der er noget på færde, de fræser af sted. Jeg tør ikke tænde for den med en uoverskuelig mængde organisk materiale på fri fod i dens indre. Overvejer at lokke dem ud med … cola, men jeg er ikke sikker på, at de er i besiddelse af egentlig lugtesans. Eller egentlig nysgerrighed. Eller fri vilje. 21 styks set og dræbt nu. 22. De flygtede i hver deres retning. 23 og 24. Det betyder intet i myreperspektiv - at miste 100 kolleger, hvis de har fundet noget godt til kolonien, det spiller ingen rolle, siger vor dronning. Er min bærbare noget godt? Sidder der en masse og suger på en chip derinde? Foretrækker de 0 eller 1? 25. 26. Altid i par? 27. Ensom ulv. 28. 28 – igen, den livede op. I går under de truende regnskyer cyklede hele familien til Plötzensee og rundt i parken. Der var tomt i gaderne på meget ikke-urban vis. Wedding tog sig amerikansk ud, slammet. Der er måske også nogle derinde, som ikke kan finde ud? Hvor store udsving i intelligens er der blandt myrer? 29. 30. 31 – den kom slentrende op ad udluftningsristen. 32. Der var en der slap ned gennem tastaturet. Læste lidt i Handkes Drei Versuche i går aftes. Efter Bernhard virker han lettere patetisk, dvs. en marmoreret stemme taler henført. Takket være min øjenkrog: 33. 34. 35 – men den kom kravlende op ad mit ben, den kan være på en helt anden ekspedition. Det samme gælder 36 på gulvet – det er vigtigt, at de ikke slipper ind til kontrolcentret på Chris og Pers balkon. Og henter forstærkninger. Hvis man dræber alle udsendte myrer må koloniens hukommelse også være slettet, skulle man tro. Myrer morer mig. Morer myrer merværdi? ”Selv myrestierne er mærket med feromoner.” Står der i encyklopædien. Så myrestien må slettes. ”Om natten hviler de under fx en træstamme.” Nu er det længe siden der har været bid. Er kun de tungnemme tilbage derinde eller de mest sultne? 37 – den tittede frem og trak hurtigt hovedet til sig igen. 38. 39 – sidstnævnte kom sløvt fimrende hen ad bordkanten, sikkert ikke en bærbar-gæst. (Men NB: Jeg sidder ikke længere på arbejdsværelset.) 40 – også bordkant. I går mens jeg sad under broen ved Friedrichsstr. og spiste den gode döner (og mens jeg også spekulerede over hvad det var i danske ansigter, der gør dem så umiddelbart genkendelige), at min irritation over alle muligeikke er noget nyt og at den næppe udelukkende opstår på baggrund af objektive analyser, måske er det bare feronomer. 40. 41. 42. 43 – men den traskede roligt af sted på gulvet, sikkert en spejder uden relation til colaevangeliet. 44 – det samme. 45 – den kom direkte ud af et stik. 46 – også en indbo på udgang. Meget højholtsk majdag i Berlin. Bestilte tyktarmsundersøgelse i dag, men det kan først blive når vi kommer hjem, 17. august klokken 9 – skal jeg have et seende rør op i røven. Og følge spændt med på den lille skærm. 47 – den pilede skrækslagent eller måske i skræmmemodus jagende hen imod mig. Et sidste kamikazeangreb på fredsforstyrreren? 48 – klassisk. 49 – overraskende retning, men tempoet tydede på dårlig samvittighed. 50 – efter en lang pause, men ildevarslende, for denne bar på en død kollega. 51 – de kommer ind langs væggen! Det kan ikke siges tit nok – saml for guds skyld myreligene op! Sidder samtidig og piller i gamle tekster, bryder mig ikke om tonerne, hverken den såkaldt selvanalyserende eller den ”enkle”, sansebårne. De er som sovs, der skiller i mig. De skal være der begge to. Måske er det også fordi arbejdet med teksten muligvis slet ikke interesserer mig? Eller – 52 - skræmmer mig? Jeg ved det jo aldrig, det er gætværk. 53 og 54 – jeg får den grufulde tanke at dronningen sidder - 55 - i min harddisk. Og lægger æg i sekunderne. Jeg planter en klump tyggegummi ved siden af computeren og - 56 - straks er der bid. Den søde sukkerduft minder dem om honningdug. Jeg viser ingen nåde. Selv et dirrende følehorn i massegraven lader jeg passe sig selv. Det andre kan lide er måske det jeg selv er mest træt af (og så videre; jeg taler igen om tekster). Tyggegummiet lokker ikke så godt mere. Lægger det hen til udluftningsristen. B. falder og skriger op nede i køkkenet, men da jeg kommer tilbage er der ingen myrer på gummikrogen. Jeg tror de er ved at være onduleret. Regnen har slået sig ned over de østlige dele af byen ser det ud til. Svalerne former skåle i luften og siger som ophidsede mus. Atavistisk (?) ondskabsfuldhed: jeg ruller mit tyggegummi i to myrer, 57 58, dvs., den ene af dem er stærk og slipper hele tiden fri. Nu er de døde. Mærkeligt syn af en due med et skive brød som krave ude på taget! Den har madpakke med. Jeg tager et par billeder af det. Selv her timer efter på Starbucks ved Mohrenstr., hvor jeg sidder og skriver et forestillet/forstillet brev kommer der myrer ud af den bærbare. Tre-fire stykker. A. mente ikke at der var væske nok i en myre til at den kunne forrette den store skade derinde, hvis/når den dør af varme. Holder mig selv i stram snor i Dussmann, der er så meget jeg gerne vil købe. I dag nøjedes jeg med Goulds Goldbergvariationer fra 1955. Men kan ikke drage nytte af den krystallinske orden (er det dét det er?) herinde i larmen. At undersøge værdisystemer i sproget, i ordene, for at pege på jeg'ets permeabilitet? At egentlig være overbevist, men ikke ville være ved det? Ikke bryde sig om sig selv som overbevist. Flugten ind i usikkerheden? Usikkerheden som modus, positur? Hvem ved? Det eneste jeg kan sige noget om er de ting jeg ser, tænker jeg, og er vældig loren ved tanken. Radikal labilitet? Måske. Men måske også bare ”radikal labilitet”. Jeg kan ihvertfald ikke løbe fra en eller anden sandfærdighedsforestilling. Ikke at den er dogmatisk, men den er der. Jeg er ikke interesseret i at ”producere” tekst. Måske kunne man sige: afsætte tekst, som spor, feromoner. Tja. Det ændrer ikke en tøddel på noget. Den tøddeldiktion var for voldsom, tror jeg. Jeg har aldrig sagt eller skrevet tøddel før. Jeg kan simpelthen ikke bruge det ord. Skulle man opfinde en hvirvlende diktion? Skulle man i det hele taget opfinde sig ud af det hele? Nej, suk, ikke "det hele" for helvede da! Det er altid muligt at kalde sig selv noget, eller kalde sine hensigter noget, det er altid muligt at se sine handlinger udefra, at nedgøre eller mistænkeliggøre sig selv. For mig har min autonomi aldrig været et tema, den findes ikke, men det ved den ikke, det kan den ikke vide, den er døv og blind. Måske limbisk. En jaguar-myre slipper fra mig og kravler ind i igen. En sømløs overgang fra virkelighed til hallucination? De bliver ved med at myldre frem, det er imponerende, måske er det ved at være for varmt i maskinrummet og de små fyrbødere kommer ovendæks? Med hilsner fra noget. Der nedsmelter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar